På toppen med nyt hattrick
FCR tromlede Frem 0-4 og har nu indtaget førstepladsen i 2. division øst
Tingene flyver af sted for FCR i disse uger.
Forrige søndag knuste Roskilde-holdet Nordvest FC 5-3, og i søndags var det Frem, der fik kærligheden at føle, da FCR på udebane vandt 0-4.
Udover det flotte resultat var sejren over Frem især bemærkelsesværdig af to grunde.
For det første scorede FCR-angriber Emil Nielsen hattrick for anden kamp i træk, og for det andet bragte sejren holdet fra Idrætsparken helt op i toppen af 2. division øst.
Regner med udsving
FCRs cheftræner Anders Theil glæder sig selvsagt over sit holds præstation.
Selvom han ikke kan sætte en finger på, hvad der præcist ligger til grund for FCRs store medgang, roser han sine spillere for at give den hele armen.
Han tager dog hele situationen med ophøjet sindsro.
- Jeg har hele tiden sagt, at vi ville være med i toppen, og det er jeg også overbevist om, at vi vil fortsætte med at være, siger han og fortsætter:
- Men over en sæson med 30 kampe kan der ske mange ting, og jeg forventer ikke, at vi ligger på førstepladsen i divisionen konstant herfra og helt frem til sommer.
En holdindsats
Ved at score hattrick to gange i træk er FCRs Emil Nielsen blevet et ansigt på Roskilde-holdets fremgang.
Med så mange mål på så kort tid er det rimeligt at antage, at andre klubber kunne få lyst til at byde på den unge angriber, men det tager Anders Theil med ro.
- Når man er træner, så ligger det i sagens natur, at man risikerer at skulle af med de spillere, der præsterer godt.
- Emil har spillet nogle rigtig gode kampe, men jeg vil også sige, at han har været hjulpet godt på vej af resten af holdet, der virkelig har forstået at skaffe ham chancerne, der skulle til.
Lortekamp
Når det nu går så godt for FCR kunne man tænke sig, at Anders Theil ville tage let på FCRs forestående opgør med SC Egedal, der for tiden ligger til nedrykning.
Men cheftræneren mener ikke, at SC Egedals bundplacering i 2. division øst betyder, at de ikke vil bide fra sig.
- Det bliver en lortekamp, for jeg tror Egedal vil spille en kamp, hvor de holder sig meget tilbage på banen, siger han og fortsætter:
- Hvis det holder stik, kan det blive en svær kamp, hvor vi skal skabe alle chancerne selv, og jeg forventer absolut ikke, at vi kommer til at score lige så mange mål som i de sidste par kampe.
Kampen mod SC Egedal spilles søndag 20. oktober kl. 13 i Idrætsparken.