Gå for en god sag
Lørdag, den 12. oktober er der igen ECCO Walkathon i Kolding, som støtter børnene
Lørdag, den 12. oktober kan man starte efterårsferien med årets festligste gåtur - nemlig ECCO Walkathon. Her kan du igen gå for den gode sag, samtidig med at der er masser af underholdning og musik på Akseltorv i Kolding både før og efter gåturen.
Det er 7. gang at eventen kommer til byen. Her er der mulighed for at gå en tur i Koldings smukke omgivelser samtidig med, at man giver penge med fødderne. Og igen i år håber arrangørerne at slå alle rekorder for deltagerantal.
"Det har været støt stigende alle år, og arrangementet i Kolding er blandt de absolut mest stemningsfyldte", fortæller Vivi Okholm fra ECCO og fortsætter.
"Byen er et optimalt afsæt for et godt arrangement, idet størrelsen, omgivelserne og mentaliteten passer perfekt til ECCO Walkathon konceptet.
Det er Akseltorv i midtbyen, der danner rammen om arrangementet. Herfra kan deltagerne vælge at gå en veltilrettelagt rute på enten seks eller 10 kilometer på en af Kolding Kommunes to Kløverstier. Efter turen ender man igen på Akseltorv.
For hver kilometer deltagerne tilbagelægger donerer ECCO Sko 7,50 kroner til Børnehjertefonden eller SOS Børnebyerne. Deltagerne kan frit vælge, hvilken af de to organisationer de vil støtte.
Over 1000 deltagere har allerede sikret sig en billet. Man kan tilmelde sig til ecco.com/walkathon eller hos ECCO Sko i Jernbanegade. Tilmeldingsgebyret er 50 kroner for voksne og 25 kroner for børn. Med i prisen følger et såkaldt ECCO Walkathon kit til turen bestående af en taske, en kildevand, et æble og til børnene er der også en smart t-shirt.