Scleroseforeningen gik frivillig i fængsel
Scleroseforeningens lokalafdeling Esbjerg/Fanø fik en fængslende oplevelse
Scleroseforeningens lokalafdeling Esbjerg/Fanø gav forleden deres medlemmer en fængslende oplevelse i form af udflugt til det tidligere statsfængsel i Horsens. Og til stor glæde for de 17. deltagende, heriblandt fire kørestolsbrugere, havde foreningen allieret sig med en meget fortællelysten guide, som arrangerede en trappeløs rundvisning.
“Det var utroligt spændende,” fortæller sekretær i afdelingen Lisbeth Petersen og fortsætter: “men at man blandt andet havde udført dødsstraf i form af halshugning var en lidt makaber oplysning. Efter rundvisningen spiste vi frokost i fængslets ”kantine” og kl. 14 kørte bussen så tilbage til Esbjerg, og heldigvis fik alle udgangstilladelse.”
Fængslet har fungeret fra 1853 til det lukkede i 2006. Der er indrettet museum på 4000m2, hvor den enestående samling af fængselshistorie er udstillet. Museet er inddelt i sektioner, som alle havde forskellige funktioner.