Fortsæt til indhold

Børnenes egen billedbog blomstrer frem

Kreativt værksted hos Køge Billedskole lørdag den 26. oktober.

Arkiv
Arkiv

KØGE: Genbrugspap og konvolutter er meget mere end genbrugspap og konvolutter. Køge Billedskole inviterer til en ny omgang kreativt værksted, hvor børn i alle aldre kan lave deres egen, unikke billedbog med forskellige slags pap og papirmaterialer, der derefter illustreres med collage og tegninger.
Måske som julegaveide, måske til boghylden, men under alle omstændigheder en unik billedbog, hvor børnene selv udvikler deres egen historie i form og indhold.
Det sker på næste kreative værksted hos Køge Billedskole i Den Gule Hal, Strandpromenaden 1 i Køge lørdag den 26. oktober kl. 13-17. Adgang er gratis og kræver ingen tilmelding.
I værkstedet vil billedkunstner Rikke Feld føre an og guide børnene ud i brugen af genbrugspap og konvolutter. Papirmaterialerne samles tilfældigt, så der nogle steder vil være skæve sider, andre steder hullede sider – og undervejs i den kreative proces vil der langsomt blomstre en bog frem.
Historien er ikke nødvendigvis klar fra start, men kan udvikle sig i takt med at billedbogen tager form. Med illustrationer fra blade, magasiner, aviser, frimærker og egne tegninger vil siderne blive præget med collage, der bringer os fra start til slut i fortællingen.
- Der er plads til det hele. Vil du lave portrætter af din familie eller har du en historie klar af egen fri fantasi? Måske har du ingen anelse om, hvad bogen skal indeholde. Under alle omstændigheder er det sjovt at lege med kreativiteten og se, hvor du ender, siger billedkunstner Rikke Feld, der atter styrer slagets gang med kreative, kunstneriske unger, når de besøger Køge Billedskole.
Køge Billedskole er støttet af Køge Kyst for at fremme kulturen i området og skabe livet før byen.
pm