Køge Kyst inviterer til borgermøde om Søndre Havn
KØGE: Torsdag den 24. oktober præsenterer Køge Kyst sit prospekt for de to første etaper af det kommende boligbyggeri på Søndre Havn, områdets friarealer og den nye brede strand. På mødet kan man komme med idéer og ønsker til aktiviteter i det nye byområde, og prospektet kan allerede nu hentes på Køge Kysts hjemmeside.
Køge Kyst indbyder igen Køges borgere til dialog. Et helt nyt bykvarter med ca. 300 boliger og rekreative arealer ud mod strandengen på Søndre Havn er hovedemnet, når Tapperiet slår dørene op for Køge Kysts borgermøde, torsdag den 24. oktober 2013.
- Vi glæder os til dialogen om Søndre Havn, hvor vi for første gang kan fortælle meget konkret om et kommende byggeri. Samtidig vil vi meget gerne høre, hvad borgerne har af idéer og ønsker til de aktiviteter, som det nye område og den nye strand skal rumme, siger Køge Kysts projektdirektør Jes Møller.
Køge Kyst er for tiden i tæt dialog med en investor om de første ca. 100 boliger, og på borgermødet vil Køge Kyst bl.a. fortælle om, hvordan det kommende boligbyggeri kommer til at se ud, hvor der skal bygges, hvilke boligtyper der bliver, og hvilken betydning det nye byområde får for trafikken. Man kan også høre nærmere om de kommende friarealer, ikke mindst den store nye, brede strand, som køgenserne kan se frem til allerede i sommeren 2014.
Endelig vil Køge Kyst give en samlet status for Køge Kysts aktiviteter i Stationsområdet, hvor TK Development netop har sagt ja til at bygge i den nordlige del, og for de kommende infrastrukturprojekter.
Borgermødet finder sted torsdag den 24. oktober kl. 19-21 i Tapperiet, Søndre Badevej 1, Køge. Man kan på forhånd orientere sig i det nye etapeprospekt, som er en detaljering og videreudvikling af Køge Kysts udviklingsplan fra november 2011, ved at downloade det fra www.KoegeKyst.dk.
pm