38 kendte kunstnere udstiller til ære for Selma
UDSTILLING: Ikke færre end 38 kunstnere fra hele Danmark samler sig om Køges netop afdøde gallerist Selma Michelsen ved en stor udstilling til ære for Selma i Richters Gård i Vestergade. Udstillingen 'Samling om Selma' er Køge Kunstforenings hidtil største med godt 100 værker.
Samling om Selma er et udstillingsprojekt, som er en milepæl i Køge Kunstforenings historie. Det er en hyldest til den nylig afdøde galleriejer Selma Michelsen, som også er en del af foreningens egen historie, da hun i en lang årrække tilbage i 1980erne og 90erne var den daglige leder af Køge Kunstforening.
Senere blev hun ejer af Galleri Åhuset, hvor hun fik en lang række førende kunstnere til Køge, siger Køge Kunstforenings formand Ellen Tange.
Selma Michelsen drev i over 20 år det lille, fine Galleri Åhuset i Brogade, hvor hun præsenterede stribevis af landets fineste billedkunstnere, grafikere, keramikere og billedhuggere.
- For over et år siden besluttede vi, at vi ville hylde den enorme indsats Selma har ydet for udbredelsen af god kunst i Køge. Vi ville samle så mange af de kunstnere, Selma havde taget under sine vinger gennem tiden, og vise, hvad hun har betydet for både dem og kunstformidlingen i Køge, siger kunstforeningens næstformand Jesper Friis.
Næsten 40 kunstnere deltager i udstillingen
Kunstforeningen har opsøgt og skrevet ud til så mange af de kunstnere, foreningen kunne finde frem til og blev overvældet over, hvor mange der straks sagde ja til at fejre Selma.
- Det er lykkedes os at samle næsten 40 af disse kunstnere til en udstilling i det smukke gamle bindingsværkshus Vestergade 16 (Richters Gård), som foreningen velvilligt har fået stillet til rådighed. Det er blevet til en omfangsrig udstilling med over 100 værker og er næsten at opfatte som en privatsamling, da Selma altid valgte sine kunstnere med stor sans for kvalitet. Men alle værker er til salg, så det er en super chance for at erhverve værker af gode kunstnere, siger Ellen Tange.
Køge Kunstforenings hidtil største udstilling
Samling om Selma bliver dermed den største udstilling i Køge Kunstforenings nyere historie. Kunstnere som Eydun av Reini, Knud Odde, Pia Schutzmann, John Olsen, Kirsten Christensen, Jan Sivertsen, Karen Bennicke, Peder Rasmussen, Annette Olsen og mange, mange flere kan opleves i de smukke, nyrenoverede lokaler i Vestergade 16.
Udstillingen er støttet af Carlsen Langes Legatstiftelse og der vil blive udgivet et katalog i forbindelse med udstillingen, som kan erhverves mens udstillingen er åben.
Der er fernisering på Samling om Selma lørdag den 26. oktober fra kl. 11.00 til 13.00. Udstillingen er herefter åben tirsdag-fredag mellem 13.00 og 17.00 og lørdage og søndage mellem 11.00 og 14.00, mandage er der lukket. Der er gratis adgang.
pm