Rishøj skal tilbage på vindersporet
FODBOLD: Med kun ét enkelt point i de to seneste kampe - 1-2 nederlag hjemme i topkampen mod Skive IK og senest 1-1 i udekampen mod bundholdet FC Skanderborg - er Rishøj Boldklubs tropper i 2. Division Vest tvunget til atter at komme ind på vindersporet, når holdet lørdag den 19. oktober kl. 15.00 får besøg af IK Skovbakken.
Trods den resultatmæssige nedtur de seneste par kampe indtager Rishøj fortsat andenpladsen i rækken med 21 points. Lørdagens modstander fra Aarhus-forstaden Risskov indtager inden kampen 6. pladsen med 17 points. IK Skovbakken er også inde i en lille krise med to nederlag i træk efter at holdet inden da havde taget en serie på 7 kampe uden nederlag - heraf de fem med sejr.
Skive IK har benyttet sig af de seneste to spillerunder til at bringe sig yderligere i spidsen af rækken med 7 points foran Rishøj, der såfremt vestjyderne ikke skal komme for langt foran og dermed lukke al spænding om oprykningen ude allerede nu, er tvunget til at besejre Skovbakken.
Det uafgjorte kamp i sidste lørdags udekamp i Skanderborg var en bet for Rishøj, der havde de tre points inden for rækkevidde da kampen gik ind i dommerens tillægstid på ialt fem minutter. Midtvejs i tillægstiden fik hjemmeholdet udlignet. Bittert for Rishøj, der inden Simon Backmann bragte køgenserne på sejrskurs midt i anden halvleg havde haft to forsøg på træværket og i det hele taget syntes at have godt styr på kampen.
- Det var bittert også på den måde det skete på. Mensådan er fodbold - det går ikke altid ens vej. Men vi må tilbage på vindersporet og det gør vi forhåbentlig mod Skovbakken - også i form af ordentligt spil og den rigtige indstilling til tingene, siger Rishøjs træner Thomas Skov til Lørdags-Avisen.
Tre points vil Thomas Skov også gerne have for at holde "snor" i Skive IK.
- Umiddelbart ser det svært ud - det er som om de er stukket lidt af. For os handler det om at forsøge at gøre hullet op til Skive så lille som muligt inden efterårssæsonen slutter, således at vi har en gulerod foran os når vi skal igennem den sure vintertræning, siger Thomas Skov der kan glæde sig over at have Martin Jensen og Morten Christensen tilbage fra karantæne, ligesom Dennis Danry atter er til disposition. Derimod er der lidt tvivl om anfører Dennis Schmidt og Malthe Meyer Carlsen der trækkes med småskader.
- Men jeg håber og tror de bliver klar, slutter Thomas Skov.
Når kampen mod IK Skovbakken er færdigspillet mangler der kun tre spillerunder af efterårssæsonen i 2. Division Vest.