Skilteforvirring
Roskilde bliver endnu nemmere at komme rundt i for cyklister, der i fremtiden må køre mod ensretningen i flere af byens gader, hvor røde cykel-løbere bliver rullet ud.
Men cyklister skal stadig passe på, når de kører på jernhesten ad den nye rute over krydset i Støden, hvor der allerede er lavet ekstra gennemkørsel til cyklisterne.
Politiet kan stadig stå klar med bødeblokken, selvom de lige troede, at de kørte i en nu lovlig retning.
- For mig viser skiltet, at der stadig er indkørsel forbudt til Blågårdsstræde, siger lokalbetjent Tom Kjeldskov.
Han håber derfor på, at skiltningen bliver lavet om så hurtigt som muligt, da den ikke blot er forvirrende, men også kan være livfarlig for cyklisterne.
Tom Kjeldskov forklarer, at hvis en bilist kommer kørende fra Blågårdsstræde og tager et stort sving, kan vedkommende komme til at ramme cyklisten, der kører mod ensretningen den smalle Støden.
Rød cykelby
Den røde cykel-løber får sin start i Støden før gågaden, og går gennem en god del af byen.
Cykelstien kommer til løbe langs Blågårdsstræde, Bondetinget og Fondens Bro, der i dag er ensrettede, men hvor man ofte ser cyklister køre imod færdselsretningen på veje og fortov.
Langs den østlige ende af Bondetinget og Fondens Bro, mellem domkirken, gymnasiet og Stændertorvet, er der allerede i dag mulighed for at køre mod ensretningen på cykel.
Den 1,2 meter brede røde løber adskilles fra det modsatrettede kørespor med en bred hvid kantlinje.
Hos kommunen regner man med, at de røde løbere er færdige i løbet af oktober.
ag@roskildeavis.dk