4.000 til vandhund
Magnus Andersen modtager månedens idrætspris for sin svømmeindsats
I sig selv er det en flot præstation at vinde sølv i 800 meter fri ved danmarksmesterskaberne.
Men når man ligesom Magnus Andersen fra Roskilde Svømning i samme omgang sletter hele otte stående klubrekorder, er det klart, at man har ydet en helt særlig indsats.
Derfor virker det også naturligt, at Magnus Andersen, der tilhører årgang '95, netop har modtaget Nordeas Idrætspris, der udover æren også indbefatter 4.000 kroner til modtageren.
Udover DM-sølvet og klubrekorderne har komiteen bag prisen også fremhævet den unge svømmers ugentlige træningsindsats, hvor det bliver otte gange i bassinet plus styrketræning.
Pris for alle
Hvis man kender nogen, der har lavet en særlig indsats indenfor idrættens verden og fortjener at blive anerkendt for denne, kan man indstille dem til Nordeas Idrætspris.
Prisen der uddeles i samarbejde med Roskilde Idræts Union og Roskilde Avis bliver uddelt seks gange årligt, og der er ingen grænser for, hvilke idrætsgrene, der kan indstilles.
Hvis man vil se mere, kan man gå ind på www.riu.dk, hvor man under fanen Idrætspriser kan trykke på Nordeas Idrætspris og finde regler og et ansøgningsskema.
hw