Fortsæt til indhold

Plæneklipper satte gang i racerdrømmen

9-årige Benjamin Frislund Mikkelsen fandt sit talent for race ved et uheld

Arkiv
Jan Partoft

Benjamin Frislund Mikkelsen fra Ågerup har fyldt godt op i præmieskabet, som et bevis på hans evner i en gokart. Men det var et slemt uheld, der satte ham på sporet af talentet.
- Da jeg var syv år, kom jeg slemt til skade med min højre fod i en græsslåmaskine, siger Benjamin Frislund Mikkelsen.
- Jeg måtte gennem fem operationer og jeg mangler en stor del af foden. Da jeg skulle genoptræne benet efter gipsen var kommet af, blev de i en gokart. Det kræver ikke så mange kræfter at trykke på en gaspedal.
Med debuten i gokarten blev det hurtigt klart, at han havde talent for motorsporten. Så han fortsatte og kører stort set præmier hjem i alle de løb, som han deltager i. Dette års indsats blev kronet med 1. pladsen i Dansk Super Kart, hvad der kan sidestilles med et DM. Benjamin kører i en udenbys klub, da Kartafdelingen i Hedelands Motorklub, først tager de unge kører, når de er fyldt 10 år.
- Når jeg fylder 10 til december skifter jeg til Roskilde, siger Benjamin.
Til gengæld har han ikke i sinde at skifte fra Gundsølille IF, når det gælder fodbold. Før uheldet var Benjamin en ivrig fodboldspiller, og den sport har han ikke opgivet, selv om det er svært at løbe. Han er dygtig og spiller på to hold U10 og U11.
Det er dog motorsporten som Benjamin satser på i fremtiden.
- Jeg vil køre race, og mit første mål er at køre i Formel Ford, når jeg er 14 år, siger han.

jp@roskildeavis.dk