Alt genbrug skal i én spand
Nu er det snart slut med at sortere genbrugligt affald i kommunens husstande. Fremover skal alt i én genbrugsspand
Har du også kæmpet en brav kamp for at lære store som små derhjemme at sortere affald? Eller står du stadig midt i den? I så fald så smid håndklædet i ringen, for nu meddeler Esbjerg Kommune nemlig, at vi ikke længere skal sortere det genbruglige affald således at plast, flasker og metal ryger hver for sig. Den opgave skal i stedet fremover varetages af Dansk Affald og Ribe Flaskecentral.
I stedet får kommunens husstande én samlet spand til alt genbrugligt affald. Den tjener det formål at gøre det lettere at samle det genbruglige affald, så endnu mere end hidtil bliver genbrugt.
“Vi arbejder hele tiden på at udvikle vores genbrugsordninger, så vi sikrer mest mulig genanvendelse. Det indebærer, at vi tænker i løsninger, som gør det nemt for borgere at sortere og opbevare affaldet. Med den nye genbrugsspand opnår vi en indsamlingsordning, der er bekvem for den enkelte, og som kan øge mængden af affald, som sorteres fra,” siger udvalgsformand i Plan & Miljø John Snedker.
Gode forsøgsresultater
Dette efterår leveres de første genbrugsspande til 25.000 husstande, mens resten af kommunen skal vænne sig til de nye sorteringsrutiner i løbet af 2014. Forud er gået et fire måneder langt forsøg hos 400 husstande.
“Husstandene havde øget mængden af frasorteret genbrugeligt affald med 40% i forhold til den eksisterende løsning. Der er derfor et stort genbrugspotentiale, som den nye spand kan være med til at indfri”, siger John Snedker.
“Mange kan måske undre sig over, at man nu må blande sit genbrugelige affald. Men ingen behøver bekymre sig om, hvorvidt deres genbrug genanvendes. Det er vigtigt at understrege, at vi ikke går på kompromis med genanvendelsen af vores ressourcer. Vi har derfor lagt stor vægt på, at finde et sorteringsanlæg, som sikrer et rent produkt. Der skal ikke herske nogen tvivl om, at det nytter at sortere affaldet fra, selvom man kommer det i én spand.”, siger kommunens affaldschef, Dorthe H. Ibsen.