Fortsæt til indhold

Henrik Larsen kæmper for DM-guld i Danboring Rally

Finalen i kampen om DM-titlerne i rally køres med Herning som base

Arkiv
Arkiv

MOTORSPORT: Kampen om Danmarksmesterskaberne i rally nærmer sig sin afslutning, og afslutningen kommer til at få Herning som base.
Fredag den 25. og lørdag den 26. oktober vil Ikast og omegns Motor Klub ligesom i 2011 afvikle Danboring Rally, der bliver finaleløbet i rally.
For Hårlevs deltager i løbet bliver Danboring Rally en ekstra spændende oplevelse.
Henrik Larsen har nemlig sammen med sin co-driver Jeannette Kvick fra Maribo lagt sig i spidsen for Danmarksmesterskabet i Standard National-divisionen, og makkerparret er således i en situation, hvor de kan vinde guldmedaljerne.
Men kampen bliver hård. Såvel Nicolai Jensen fra Horsens som Ole Jensen fra Kalundborg har nemlig en mulighed for at passere det lokale mandskab. Men gennemfører Henrik Larsen og Jeannette Kvick, er de dog så godt som sikre på at blive Danmarksmestre.
Selve Danboring Rally vil have MCH Messecenter Herning som rallycentrum.
Her vil der være dels blive indrettet serviceplads, dels blive afviklet en hastighedsprøve. Fredag aften køres der et stort rallyshow, hvor deltagerne vil få lejlighed til at prøve rallybilerne af inden det går løs, og så kommer lørdagen ellers til at bestå af seks forskellige hastighedsprøver, der hver især skal afvikles to gange, inden vinderen – og de nye mestre – kan kåres lørdag aften.
pm