Trænerstop i Solrød Comets
BASKETBALL: - Det er med sørgmodigt sind, at jeg i dag må meddele, at jeg har opsagt min stilling som cheftræner for Solrød Comets herrer i 1. Division pr. 1. november.
Beslutningen om at fratræde jobbet er taget efter, at jeg igennem en længere periode har døjet med rygproblemer. Smerterne har taget til de seneste måneder og er nu af et omfang, der desværre ikke muliggør, at jeg kan varetage både mit civile erhverv og cheftrænerjobbet.
Sådan siger Henrik Koll, der har varetaget jobbet som headcoach for Solrød Comets herrehold i 1. Division. Han startede i klubben forrige år og rykkede med holdet op i 1. Division allerede det første år.
- Jeg vil gerne udtrykke en stor tak til byen, sponsorer, klubben, den lokale presse, og ikke mindst holdet, for et godt samarbejde og for en tid, der vil stå som noget helt særligt i min trænerkarriere. Jeg ser et stort potentiale for elitebasketball på højeste niveau i lokalområdet, i Solrød Comets og ikke mindst i holdet. Oprykningen til 1. Division er, i mine øjne, blot et lille skridt i den rigtige retning hen imod forløsningen af førnævnte potentiale, og jeg er utrolig ked af, at jeg ikke har mulighed for at fuldføre det, jeg har været med til at starte i denne omgang, siger Henrik Koll.
Henrik Koll havde sidste kamp med holdet lørdag den 12. oktober, hvor de mødte Alba. Holdet blev orienteret om Henrik Kolls beslutning umiddelbart efter kampen og selvom Solrød Comets vandt en overbevisende sejr med cifrene 82-54, blev stemningen i omklædningslokalet lidt tam efter Henrik Kolls tale til holdet. -
- I gav mig lysten til at coache tilbage, da den var meget langt væk. Det skal I have en kæmpe tak for. I har vist både hjerte, mod og karakterstyrke på den rejse, vi har været på, og det har været en fornøjelse at få lov at stå i spidsen for jer, og se jer vokse som spillere og mennesker. Fortsæt det hårde arbejde og værdsæt det sammenhold, I har. Det er unikt - jeg ønsker jer alt det bedste, sluttede han sin tale til spillerne.
Bestyrelsen i Solrød Comets leder nu efter en ny træner til overtage posten og allerede nu forhandles der med et par stykker.
pm