Borgerinddragelse i Sønderborg
Claus Klaris, byrådskandidat for Venstre, Dybbølsten 24, Dybbøl, 6400 Sønderborg, skriver: Valget nærmer sig og dialogen mellem borgere og politikere bliver mere og mere aktiv. Dialogen skulle gerne fastholdes – også efter valget d. 19. november. Dialogen er vigtig for opretholdelse af vores nærdemokrati. Politikere bør derfor sikre en så tæt tilknytning til borgerne som mulig – gennem hele valgperioden. Derudover bør vi åbne mere op om de demokratiske processer. Hvordan sikrer vi mere åbenhed om ex. byrådsmøder? I dag er de åbne for offentligheden, men hvorfor ikke følge andre danske kommuner og gennemføre ”live streaming” på nettet – ligesom et pkt. på dagsorden sagtens kunne være ”Borgerhenvendelser”. Vores hverdag bliver mere og mere travl – hvorfor også vores kommunikationsveje skal hænge sammen med denne hverdag. Den unge generation er vigtig at inddrage i nærdemokratiet. Inddragelsen skabes ved en hurtig og aktiv dialog, der både kan skabes fysisk men i ligeså høj grad også virtuelt. De rådige medier skal udnyttes aktivt i borgerinddragelsen.