SønderjyskE vandt i Skanderborg
Målorgie da SønderjyskE forsvarede top 3-placering i Skanderborg, hvor SønderjyskE-fans larmede for meget ifølge værterne
Tre sejre i tre vanskelige udekampe.
Det er status efter SønderjyskE onsdag aften besejrede Skanderborg ude med 32-35 efter 18-20 ved pausen.
Første halvleg var meget lige, men det var sønderjyderne, der kunne gå til pause med en to målsføring. Efter pausen trak SønderjyskE fra Skanderborg og førte på et tidspunkt med syv mål. I en hektisk slutfase fik Skanderborg indhentet noget af SønderjyskE's føring, men sejren var aldrig i fare.
"Vi får vores angrebsspil til at fungere i dag efter lidt problemer i de sidste par kampe. Vi lukker måske lidt for mange mål ind i den anden ende, men forsvarsmæssigt er det stadig bestået. Vi spiller en virkelig god kamp, og der er mange gode individuelle præstationer," siger SønderjyskE-træner Morten Henriksen til Lokalavisen.
SønderjyskE havde stor opbakning af mange medrejsende fans, men opbakningen var åbenbart lidt for højlydt ifølge værterne. SønderjyskE's fans fik nemlig forbud mod at bruge trommer i kampen.
"Det undrer mig meget, at vores tilskuere ikke måtte bruge trommerne, men det ændrer ikke på, at vi havde en rigtig god opbakning fra de medrejsende fans. I store perioder hørte man vores fans mere end hjemmeholdets. Det var dejligt med sådan en opbakning," siger Morten Henriksen.
Andreas Toudahl blev topscorer for SønderjyskE med ni mål, men også målmand Steffen Riisbøl kom på scoringstavlen. Da Skanderborg satsede mod slutningen af kampen og tog målmanden ud i et angreb, fik Steffen Riisbøl fat i bolden og scorede i det tomme mål med et velplaceret langskud. Riisbøl stod hele kampen, da Anders Petersen blev sparet på grund af en mindre skade.
Med sejren har SønderjyskE nu vundet tre udebanekampe i træk. Tidligere gik det ud over Skive og Nordsjælland.
"Vi havde et mål om fire point i de tre kampe, så det er fantastisk at hente seks point. Det er fuldt ud bestået. Nu skal vi fastholde vores ærgerrighed i de kommende kampe," siger Morten Henriksen.
Med sejren fastholder SønderjyskE tredjepladsen i ligaen. Næste opgave bliver mod Århus Håndbold den 26. oktober hjemme i Broager Sparekasse Skansen den 26. oktober.