Topopgør i Skansen
På lørdag spiller SønderjyskE mod Rune Ohm og Århus Håndbold i Skansen
Efter tre sejre i tre udebanekampe i træk vender SønderjyskE hjem til Broager Sparekasse Skansen, hvor der venter et svært opgør mod Århus Håndbold, der bl.a. har den tidligere SønderjyskE-spiller Rune Ohm på holdet.
SønderjyskE fik uafgjort ude mod Århus i en tv-kamp sidste sæson, men derudover har holdet altid tabt til århusianerne.
SønderjyskE-træner Morten Henriksen mener dog, at styrkeforholdet mellem de to hold har ændret sig
”Århus er et hold lige uden for top 5, men jeg synes vi nærmer os Århus, så jeg anser vores chancer som 50-50. Vi har ikke haft den bedste statistik mod Århus, men det skal der laves om på nu. Det er to hold med momentum, der mødes, så jeg forudser en vanvittig spændende kamp.
Århus har et vigtigt våben i deres offensive forsvar, og målet vogtes af den nærmest legendariske Jan ”Tromle” Nielsen. Århusianerne råder også over en af SønderjyskE's bedste spillere i de sidste sæsoner, Rune Ohm, der er holdets absolutte topscorer. En anden nøglespiller er playmaker Henrik Hansen. Derudover tæller holdet endnu en spiller, som mange SønderjyskE-fans vil huske: Den hurtige fløjspiller Marco Botin, der var hos SønderjyskE i 1. division.
”Først skal vi finde en løsning mod deres forsvar, og derefter skal vi løse udfordringen mod Jan ”Trome”. Vores chance afhænger i høj grad af om vores angrebsspil fungerer,” siger Morten Henriksen, der glæder sig til et gensyn med Skansen.
”Det bliver dejligt at vende hjem til den store opbakning i Skansen efter tre udebanekampe. Århus-kampen bliver samtidigt starten på en hård periode, hvor der venter flere store hold.”