600 bankospillere vil støtte op om Køges julebelysning
Kæmpe banko-arrangement i Ravnsborghallen onsdag aften den 23. oktober.
BANKOSPIL: Der er lagt op til en rigtig stor bankoaften når Køge Handelsstandsforenings Aktivitetsudvalg på onsdag den 23. oktober byder indenfor i Ravnsborghallen.
- Bankoarrangementet ser ud til at blive den helt store succes. Der er plads til 600 bankospillere - og på nuværende tidspunkt har vi allerede solgt over 500 billetter til aftenen, fortæller aktivitetschef Vicky Dong Jensen fra Køge Handelsstandsforening.
Der er også noget at komme efter. Udover nogle hyggelige timer i selskab med andre glade bankoentusiaster er der rigtigt store chancer for at tage en gevinst med hjem.
- Vi har rigtig, rigtigt mange gevinster - godt og vel 200 i skrivende stund. Så der er jo rigtigt fine vinderchancer. Og der er utroligt flotte gevinster - lige fra cykler, gavekort til overnatninger og restaurantsbesøg, smykker, vin - ja, der er noget for enhver. Alt sammen skænket af de handlende i Køge, siger Vicky Dong Jensen.
Overskuddet fra arrangementet går ubeskåret til at støtte op omkring julebelysningen i Køge - så vi også i 2013 kan glæde os over at have Danmarks suverænt hyggeligste og smukkeste by når den glade højtid melder sig om en lille måneds tid.
Billetter til bankospillet købes hos Turistkontoret/VisitKøge, Vestergade 1 i Køge så længe lager haves. Sidste chance for at sikre sig en billet er onsdag den 23. oktober kl. 16.00.
Bankospillet starter kl. 18.30. Dørene til Ravnsborghallen åbnes kl. 17.30.