Fortsæt til indhold

GPS hjælper ældre hjem

Arkiv
Anette Gundlach

En ny GPS skal hjælpe ældre demente med at komme hjem igen, når de er kommet ud på stier og gader, de ikke længere kender, fortæller formand for Ældre- og Omsorgsudvalget Claus Larsen.
Ved at investere i den nye teknik, vil man forsøge at forebygge, at pårørende altid skal være bekymrede for, at deres kære pludselig kommer på afveje.
Hvis den ældre ikke kommer hjem, kan Beredskabet hurtigt finde vej til personen ved at følge signalet.
Det lille apparat sender også besked, hvis bæreren falder, så hjælpen også her kan komme hurtigt frem.
- Det er en stor tryghed for alle, at de ældre ikke risikerer at ligge hjælpeløse i mange timer, og at de ikke længere skal vandre hvileløse rundt i flere dage, fordi man ikke ved, hvor de er gået hen, siger Claus Larsen.

Hjælp til hjemmeboende

I øjeblikket går omkring 20 ældre på plejecentre og -hjem rundt med GPS'er af en ældre dato.
I fremtiden vil man forsøge at sætte tidligere ind med udstyret hos dem, så de har større mulighed for at vende sig til at bruge den, lige så snart demensen så småt viser sig.
Derfor skal hjemmeboende nu også have mulighed for at bruge udstyret.
Claus Larsen vurderer, at der er brug for omkring 50 nye GPS'er.
De ældre modeller, der i øjeblikket bliver brugt, skal skiftes ud med de nye, fordi denne GPS er mindre og batteriet holder længere.
Det nye system gør det også nemmere for pårørende at modtage signal på egen telefon eller pc, hvilket i andre kommuner har været efterspurgt af pårørende.

ag@roskildeavis.dk