Fortsæt til indhold

Borgerrådgiver skifter job

Arkiv
Arkiv

Niels Bøgskov Frederiksen, som de seneste to et halvt år har været borgerrådgiver i Sønderborg, bliver fra 1. december leder af en ny afdeling i forvaltningen Borger, Job, Kultur og Fritid.
"Det er med lige dele vemod og glæde, jeg stopper som borgerrådgiver. Det har været en fantastisk opgave at genstarte funktionen som borgerrådgiver i Sønderborg Kommune, og jeg har gennem de seneste to et halvt år mødt mange forskellige mennesker på mit kontor. Jeg har oplevet et godt samarbejde både med borgerne og med de forvaltninger, jeg har haft kontakt til, så på den måde er det vemodigt at sige farvel til jobbet som borgerrådgiver. Omvendt glæder jeg mig meget til at tage fat på nye udfordringer i mit nye job," siger Niels Bøgskov Frederiksen.
Formand for Borger- og Demokratiudvalget, Frank Bodholdt Jakobsen, er ked af, at borgerrådgiveren siger farvel til stillingen:
"I Borger- og Demokratiudvalget har vi været meget glade for det arbejde, Niels har udført og det samarbejde, der har været mellem udvalget og ham siden marts 2011, og jeg ønsker ham held og lykke i det nye job som afdelingsleder. Vi vil komme til at savne ham, men heldigvis bliver de erfaringer og den viden, som Niels Bøgskov Frederiksen har opbygget og indhentet, i kommunen," siger Frank Bodholdt Jakobsen.
Sønderborg Kommune skal nu på jagt efter en ny borgerrådgiver.
"Antallet af henvendelser til borgerrådgiverfunktionen viser, at funktionen er efterspurgt, og derfor er det vigtigt, at vi igen finder en velkvalificeret person til jobbet," siger kommunaldirektør Søren Bonde.