Sig farvel til flinkeskolen
På mandag den 28. oktober holder Christina Aros foredrag på Sønderborghus under titlen "Sig farvel til flinkeskolen".
Christina Aros er selv brudt ud af flinkeskolen og har lært at sige fra og leve livet på sine egne præmisser.
Intet mindre end tre depressioner, spiseforstyrrelse og en skilsmisse skulle der til, før det gik op for hende at hun skulle tænke mere på sig selv og hendes viden og ekspertise giver hun nu videre i foredraget og bogen ”Fuck Flinkeskolen”.
Det er helt okay at være sød og rar så længe det ikke betyder, at man ikke glemmer sig selv, lyder budskabet.
"Når vi er flinke overfor andre, så får vi opfyldt vores enorme store behov for andre menneskers anerkendelse, kærlighed og tryghed. Det er der intet galt i, det skal bare komme inde fra os selv og ikke hele tiden dækkes udefra af andre. Ofte sker der nemlig det at vi alligevel ikke får behovene dækket af andre, og så gør vi endnu mere for at tilfredsstille andres behov før vores egne og i sidste ende er facit at vi står med stress eller depression,” siger Christina Aros.