Fortsæt til indhold

Hotel-byggeriet giver beskæftigelse til 160

Sønderborg Havneselskab forventer, at byggeriet vil strække sig over to et halvt år og vil starte til sommer

Arkiv
Arkiv

Det planlagte hotel med 210 senge og tilhørende 6.900 kvadratmeter waterpark på havnen i Sønderborg vil i byggeperioden give beskæftigelse i cirka 160 i 2 1/2 år.
"Projektet koster private investorer cirka 600 mio. kroner, så projektet vil give daglig beskæftigelse til i gennemsnit 160 rådgivere, underleverandører og håndværkere i de to et halvt år, som byggeriet vil strække sig over," oplyser adm. direktør Michael Saxtorph, Sønderborg Havneselskab.
Han glæder sig til at præsentere offentligheden for flere af projektets detaljer. Det sker i det materiale, som byrådet og derefter offentligheden nu kan forholde sig til i det kommende lokalplanarbejde, og det vil ske på et informationsmøde i december.
"Vi har indhentet informationer fra andre store hotel- og waterparkprojekter for at få viden om de sidegevinster, der er. Og borgere, erhvervsliv og kommune kan se frem til helt kontante fordele i form af flere turister, mere handel i butikkerne, større beskæftigelse og et bedre skatteunderlag," lover Michael Saxtorph.
Hotellet vil få cirka 94.000 gæster på årsbasis. Det svarer til yderligere 260 ekstra borgere i Sønderborg hver dag; cirka det dobbelte om sommeren og færre om vinteren. En tredjedel vil være forretnings- og konferencegæster, der vil spise på både hotellet og på lokale restauranter.
Waterparken forventes at få 240.000 besøgende på årsbasis. Hver besøgende skal serviceres, og mange vil vælge at stille sulten efter vandturen med sund mad fra cafeteriet. I gennemsnit vil hver besøgende lægge cirka 190 kroner til waterpark, wellness, fitness, restaurant mm. i forbindelse med det forventede ophold på 3-4 timer i parken.
Erfaringerne fra andre waterparker er, at en waterpark attraktion får turister til at blive en ekstra dag ved destinationen og Sønderborg området har årligt 3,1 mio. turister, hvoraf den ene million overnatter, og når 10 procent af disse vælger en ekstra overnatning, betyder det, at der kommer 100.000 ekstra overnatninger med deraf følgende ekstra omsætning til hotellerne, campingpladser, lystbådehavne eller privat overnatning.
Samlet set vil projektet give områdets detailhandel øget omsætning. Og når bygningsarbejderne afslutter deres arbejde, vil hotellet, waterpark mm. give en daglig beskæftigelse til cirka 500 i Sønderborg. Det vil også gavne kommunekassen med øgede skatter både fra ansatte og fra den øgede skat som forretninger evt. kan betale ved stigende omsætning og indtjening som følge af hotel og waterpark.

Der ventes 240.000 besøgende i waterparken om året.