Fortsæt til indhold

Det bedste bud vinder altid

Arkiv
Af redaktør Torben Kristensen

LICITATION ER NOGET SKIDT, forklarede Ludvig den 14's berømte fæstnings-geni, marechal Vauban, allerede for over 300 år siden.
Han var ofte utilfreds med arbejdet fra de entreprenører, der vandt opgaven med at bygge solkongens mange fæstninger ved alle grænserne, så Frankrig i flere århundreder kunne holde alle fjendtlige hære ude.

VORES BORGMESTER
Joy Mogensen (S) er også meget ærgerlig over, at Roskilde Brandvæsen i sidste uge tabte en licitation til den store private koncern Falck, der nu overtager kørslen med ambulancer i Roskilde og Lejre fra februar.
Hun er som bekendt 'født formand' i Beredskabskommissionen, som er den folkevalgte bestyrelse for Roskilde Brandvæsen, så på den måde er hendes reaktion forståelig.

FALCKS FAKTISKE
monopol på at køre med ambulancer i hele Region Sjælland er nu tæt på at blive en realitet, og den slags er aldrig godt. Men licitationen om ambulancerne i Roskilde og Lejre har imidlertid ført til, at opgaven bliver udført meget billigere end nu.
Brandvæsenets bud lå to millioner under den pris, de får nu, men Falck var hele 6 millioner billigere end det med 22 mio. om året. Måske er det et 'dumping-tilbud' for at få markedet. Men nu kender regionen i hvert fald prisen, når der skal laves nye aftaler i alle de områder, hvor den private koncern hidtil har haft et reelt monopol, og det kan spare mange skattekroner.

BEREDSKABSCHEFEN PÅ VINDINGEVEJ
, Carsten Iversen, tog nederlaget i stiv arm og reagerede på den helt rigtige facon, da han hørte resultatet. Her var ingen dårlige bortforklaringer, men ganske enkelt et løfte om at komme stærkt tilbage med nye bud, når chancen kommer igen.
Både borgmester Joy og brandchef Iversen havde i øvrigt selv ønsket at få opgaven sendt i udbud, så de fik en chance for at køre videre. Alternativet var nemlig, at regionen selv ville overtage opgaven direkte, og så var ambulancerne bare endt nede i nærheden af Kemisk Værk i Ølby.

DEN BORGERLIGE OPPOSITION
i Roskilde har til tider også et tvetydigt forhold til licitationer. Både Venstres Bent Jørgensen og den konservative Carsten Wickmann har i byrådet kritiseret, at Roskilde Brandvæsen som et offentligt foretagende har givet billigere tilbud om transport for kommunen og dermed taget arbejdet fra private vognmænd.
Men det er netop ved at sprede aktiviteterne og udnytte sin størrelse, at Roskilde Brandvæsen nu kan overleve tabet af ambulancer. Tidligere ville det have ramt kvaliteten af selve brandslukningen direkte, men med sine mange øvrige opgaver kan Iversen nu få butikken til at køre rundt alligevel.

BORDET FANGER
, hver gang et arbejde eller en opgave er sendt i offentligt udbud. Hvis det billigste bud kommer fra et foretagende, der opfylder de nødvendige kvalitets-krav og har midler til at klare det, er der ingen gyldig grund til ikke at give det opgaven.
Så må Roskildes borgmester finde sig i, at Falck denne gang bød under hendes brandvæsen med ambulance-kørsel. Ligesom de lokale ledere for Venstre og Konservative må affinde sig med, at Roskilde Brandvæsen i en række tilfælde har været billigere end private vognmænd, når det gælder forskellige typer af kørsel for kommunen.

ALTERNATIVET TIL LICITATION
er nemlig meget værre. Så bliver det subjektive og helt uigennemskuelige faktorer, der afgør, hvem som skal udføre forskellige store opgaver i samfundet, og det vil med sikkerhed give både korruption og mange 'venne-tjenester'.
Trods kritikken mod resultatet af offentligt udbud, når det måske ikke lige falder i ens egen ideologiske smag, er det fortsat efter mange århundredreders praksis den mindst ringe metode, hvis:
DET BEDSTE BUD ALTID VINDER