Fortsæt til indhold

Folkene bag 'Golf for livet' vil gerne lære fra sig

Haderslev Golfklub arrangerede 'Golf for livet' for første gang i september. Det blev en stor succes

Arkiv
Arkiv

'Golf for Livet' blev afholdt med succes for første gang nogensinde i begyndelsen af september på Haderslev Golfklubs bane. Hele natten blev der spillet med lysende golfbolde – en fantastisk oplevelse.
Golf for Livet blev til på initiativ af medlemmer fra Haderslev Golfklub i samarbejde med Stafet for Livet og Kræftens Bekæmpelse, og takket være en stor indsats af mange frivillige hjælpere med et tilfredsstillende overskud.
"Selv om det var første gang Golf for Livet blev afholdt, er alle involverede enige om, at det har været en succes," fortæller Elisabeth Thorsen fra gruppen bag arrangementet. Hun fortæller:
"Banen var fyldt med golfspillere, men også rigtig mange som for første gang forsøgte sig med golfspillets finurligheder. Rigtig mange bedsteforældre med børn og børnebørn havde en herlig dag sammen, og rigtig mange familier, venner og naboer fik samme oplevelse – nogle gange krydret med en lille intern konkurrence."
"Hele natten blev der spillet med lysende golfbolde – en fantastisk oplevelse. Alle huller og flag var oplyst og banen var markeret med solcelle lys. Kl. 23.00 blev der holdt en kort mindehøjtidelig, hvor alle deltagere var samlet om et stort hjerte af levnede lys – meget højtideligt og ualmindelig smukt," fortæller hun.
Hele overskuddet er gået til støtte for Kræftens Bekæmpelses arbejde med forskning, patientstøtte og forebyggelse.
"Det er allerede besluttet at gentage succesen næste år i weekenden den 16.8. og 17.8. Såfremt andre klubber er interesseret i et lignende arrangement, bidrager vi gerne med ideer og forslag til koncept," siger Elisabeth Thorsen.