Fortsæt til indhold

Skibby på tavlen

Tre krydser og en snitter for de lokale fodboldhold

Arkiv
Af David Foli

Fodbold Efter et miserabelt efterår for Skibby, kom der i weekenden endelig lidt at smile af. Hjemme mod Gislinge lykkedes det nemlig for Skibby at hente sæsonens første point, da det blev til 1-1. Dermed sluttede en stime på ni nederlag på stribe på Skibby, som slutter efteråret af lørdag 26. oktober på udebane mod Hvalsø. I serie 1 løb Femhøj ind i sæsonens tredje nederlag - og samtidig det største af slagsen. Femhøj måtte således lægge ryg til et 0-3 nederlag ude mod Grønne Stjerne. Femhøj har to kampe tilbage inden vinterpausen. Lørdag hjemme mod Brede, for så at slutte efteråret af på udebane mod Egedal 2. november. I serie 3 sluttede den perfekte stime for Dalby, som har vundet 10 kampe på stribe. Dalby tog dog ikke tomhændet fra søndagens udebaneopgør mod Frederiksværk. 2-2 endte kampe således for de grønblusede, som slutter sæsonen af med to lokalopgør. I næste weekend kommer Slangerup på besøg i Dalby, mens ORI lægger græs til i sidste runde 2. november. Jægerpris fulgte op på sidste rundes vigtige sejr over Snekkersten ved at spille 1-1 ude mod ØB. Dermed er JIK ved at være indenfor afstand af de øvrige hold, som skal kæmpe for at undgå nedrykning på den anden side af vinterpausen. Jægerspris slutter efteråret af med opgør hjemme mod Hillerød og ude mod Helsinge.