Tyv værnede om privatliv
Arkiv
Hvis man har intentioner, der ikke tåler at blive gransket af nysgerrige blikke, er det praktisk at kunne mørklægge sin gøren og laden. Netop sådan synes en tyv, der på et tidspunkt mellem 16. og 19. oktober brød ind i en bolig på Fiskergårdsvej i Gundsømagle at have tænkt, da den uærlige person gik i kast med sit kriminelle foretagende. Tyven kom ind i huset ved at bryde et vindue op, og for at holde sine handlinger skjult rullede han ned for husets gardiner. Der gennemrodede forbryderen hele huset og stak af med blandt andet en bærbar computer og noget udenlandsk valuta.