Fortsæt til indhold

Brøndby havn og Køge Marina kan ikke sammenlignes!

Arkiv
Niels Peter Nielsen Frøslevvej 5, Køge

Enhedslistens Niels Rolskov og VVM-rapporten beskriver, at de to marinaer i Køge og Brøndby er sammenlignelige. Hvad de vel helt basalt også er, men kun ved en helt overfladisk betragtning.
Men der er meget store forskelle på de to havne:
• Brøndby havn ligger som tæt nabo til et meget stort industriområde, med Avedøreværkets kæmpe bygninger på 100 og 120m, samt mange andre meget høje industribygninger over 30m.
• Køge Marina er en del af et stort rekreativt område, med grønne bakker og strand som nærmeste naboer. Der er kun en enkelt industribygning på ca. 30m. í nærheden, resten incl. Køge havn er /bliver stort set gemt bag de nye støjvolde på jorddepotet.
• Brøndby havn er privat, så man køber pladser, mens Køge Marina er kommunal, hvor man lejer pladser.
• Avedøværket og kæmpemøllerne ligger nord for havnen og mod land – så der er der frit udsyn til havet og ingen gener fra lysflimmer, grundet placeringen.
• Køge Marina får møllerne som et kæmpe stakit mod havet, set fra alle både og bygninger og alle bådene får flimmeret fra vingerne lige i hovedet om morgenen.
• Brøndby Havn har ingen butikker – i skarp modsætning til Køge.
• Næsten Ingen bruger Brøndby havn som turmål – hvorfor mon?
• Der er ingen ugentlige kapsejladser i Brøndby – Køge har 2 stk. hver uge – i alt ca. 32 sejladser om året.
• Køge Marina har noget som ligner 800.000 landværts gæster, som nyder det rolige område, stranden og at kunne få is, mad eller bare en øl ved promenaderne – en rekreativ perle for Køges og oplandets borgere og turister.
• Brøndby Havn har pt. mange tomme pladser ca. 42 – Køge ikke ca. 8.
• Når vi sejler ud fra Køge og mod nord, står Avedøreværket med meget de høje bygninger og møllerne meget tydeligt i horisonten. Når man sejler ud fra Hundige mod syd, kan Køge overhovedet ikke ses fordi byen og kysten er så lav.
Men bådejerne i Brøndby er da ganske sikkert tilfredse med deres havn – der er ingen fejl ved selve havnen. Så du får ret Rolskov, hvis mole-møllerne kommer til Køge, så kommer Køge Marina til at ligne Brøndby - en kedelig bådparkering uden aktiviteter og med mange tomme pladser!
Der er heller ikke noget i vejen med vindmøller – det kun placeringen, som er stærkt skadelig for Køge.
Niels Peter Nielsen
Frøslevvej 5
4600 Køge