Fortsæt til indhold

Skudt forbi Niels Peter

Arkiv
Af Niels Rolskov, Tessebøllevej 40, Herfølge.

Niels Peter Nielsen(NPN) forsøger i et meget ordrigt indlæg på Lørdagsavisen online, at sammenblande min ringe person og WWM redegørelsen omkring vindmøller på de nye dækmoler ved Køge havn.
For mit eget vedkommende kan jeg klart afkræfte, at jeg på noget tidspunkt har haft noget formål - endsige ønske om at lave en sammenlignende undersøgelse af tilbud og kvalitet af forholdene for lystsejlere i Køge Marina versus Brøndby havn så jeg er dybt forundret over formålet med NPN's lange indlæg!
Når jeg gentagne gange har nævnt Brøndby havn (lystbådehavn) er det udelukkende fordi denne havn kan give almindelige Køgeborgere en glimrende fornemmelse af hvor meget vindmøller af dagens normalstørrelse støjer og i øvrigt ser ud. Muligheden for en snak med det lokale bådfolk vil sikkert også kunne lade sig gøre uden de store problemer. Brøndby havn ligger så tæt på Køge at de fleste vil have mulighed for at besøge området en eller flere gange for at opleve møllerne i forskellige vejrlig.
NPN nævner de angivelige gener Køge Marina skulle kunne opleve ved skyggekast fra møllevinger – det er almindelig kendt at der kun tillades skyggekast fra vindmøller i maksimalt 10 timer årligt, så jovel kan det være en gene men dog i yderst begrænset omfang.
Hvad end budskabet med NPN's indlæg har været så er det skudt helt forbi målet!
Niels Rolskov
.
Borgmesterkandidat for EL i Køge