Fortsæt til indhold

Oplært af Slagter-Else

60-årige Kim Ove Olsen blev en del af Roskildes liv, da han som ung RUC-student var i praktik på Arbejdsformidlingen

Arkiv
Erling Pedersen

- Jo, du kan godt sige, at jeg blev oplært af ’Slagter Else’ Petersen, dengang jeg som ung studerende fra RUC kom i praktik hos Arbejdsformidlingen. Her mødte jeg mange folk, og det blev begyndelsen til et stort netværk i Roskilde. Kim Ove Olsen har i over 10 år har været direktør for CAT i Trekroner og er samtidig er med i ledelsen for Festivalen Nu fylder han 60 år og fortæller om, hvordan han kom til at holde af Roskilde og tilbringe en stor del af sit liv her. - Mens jeg læste på RUC, ville jeg ikke bare sidde isoleret ude på marken ved Marbjerg. - Jeg kendte jo intet til Roskilde, men som provinsdreng fra Korsør var det naturligt at søge ind til byen her, hvor jeg så fik en praktikplads hos AF, der dengang lå på Klosterengen, hvor nu FOA har til huse.

Indgang til Roskilde

Kim Ove husker endnu folkene, som blev hans indgang til Roskilde. - Når man kom ind på formidlingen dengang, sad Kirsten Feld i receptionen, og hun var såmænd formand for Socialudvalget. AF-chef var Peter ’Tusindben’ Hansen, der var byens viceborgmester. - Min nærmeste chef var Erik Sørensen, som både havde været formand for Skræddernes Fagforening, byrådsmedlem for SF og nu var formand for Socialdemokratiet. Sidst men mindst var der så den legendariske ’Slagter Else’, som havde været tillidsmand for slagteriarbejderne på konserves-fabrikken DAK på Københavnsvej (hvor nu RO’s Torv ligger). Hun lærte også den unge RUC-studerende at spille ’sjavs’ på restaurant ’Hos Mester’, der lå i St. Gråbrødrestræde, hvor stifteren af det danske Socialdemokrati Louis Pio er født.

En tur på skatten

- En dag sad jeg i kantinen og hang med næbbet, for jeg havde fået et skatte-smæk pga. egen dumhed, husker Kim Ove. - Else sad ved siden af og spurgte: Hvad er der i vejen med dig, og jeg fortalte, som det var. - Tag brevet med i morgen, så ser vi på det, sagde hun, mens jeg tænkte, hvad det skulle hjælpe. - Nogle dage senere blev jeg så kaldt til møde hos selveste skatteinspektør Jørgen Philipsen, og det gruede jeg selvfølgelig noget for. - Men da jeg ankom i barakken bag det gamle rådhus og blev vist ind på Philipsens kontor, sad Else ved siden af. Hun havde jo ikke fortalt mig, at hun også var formand for Ligningskommissionen, og så blev den sag ordnet. I løbet af det år Kim Ove Olsen arbejdede hos AF-Roskilde, nåede han at få et bredt kontaktnet i byen. Næstformanden i Ligningskommissionen, Svend ’Iso’, var en anden god kontakt, og der var folk fra alle partier og erhverv, hvilket siden blev ham til stor hjælp.

Hentet til festivalen

Efter dødsulykken på Dyrskuepladsen i år 2000, var Roskilde Festivalen nødt til at ændre sin organisation for at leve op til nye krav og udfordringer. Kim Ove var med til at løse denne opgave sammen med den nuværende direktør Henrik Rasmussen og den nuværende chef i Roskilde-hallerne Dan Hacke, som er den sidste festival-formand, der rigig gjorde sig gældende i Roskilde. - Jeg har aldrig selv arbejdet som frivillig på festivalen og var den første, som uden den baggrund kom ind i ledelsen, fordi de havde brug for nogle bestemte kvalifikationer, husker han. Kim Ove Olsen spiller fortsat en stor rolle i festivalens ledelse og er meget optaget af, at det store arrangement på Dyrskuepladsen ikke mister jordforbindelsen til Roskilde. - Vi skal sørge for at bevare den gode kontakt til byen og dens indbyggere. Festivalen kan jo slet ikke gennemføres uden de mange lokale frivillige og den støtte, vi har fra kommunen og mange andre gode kræfter i Roskilde.

Det gode liv i Provinsen

Kim Ove Olsen elsker livet i en stor provinsby som Roskilde. - Her kan jeg gå en tur ned på havnen, tale med de handlende fra Stjernebutikkerne eller møde de andre erhvervsfolk på Håndværkeren eller i Erhvervsforum. - Ofte er jeg også et smut på ’Mulleriet’, der jo er et fantastisk værtshus, hvor man kan få en forfriskning, mens de seneste lokale nyheder bliver udvekslet og kommenteret. Her i Roskilde er vi tæt på hinanden, og det har også mange fordele. - Man kender folk, og vi ved, hvad hinanden står for. Når jeg i mit arbejde skal vurdere en investering, er det heller ikke nok at se på, om ideen er god. Mindst lige så vigtigt er det at se på, om mennesket bagved er i stand til at udføre den. - Den slags begyndte jeg også at lære allerede, da jeg arbejdede sammen med Else og de andre folk på AF, husker Kim Ove Olsen. Kim Ove Olsens 60 års dag markeres ved en reception mandag den 28. Oktober, klokken 14-16-30 i Roskilde-hallerne. Blå bog Navn: Kim Ove Olsen. Født: 1953 i Korsør, hvor Faderen var typograf og moderen socialrådgiver. Efter ni år i den lokale folkeskole fik han samfundsfaglig studentereksamen i 1973. Samme år startede han på RUC med at læse til cand. techn. soc. (miljøplanlægning) I 1975 flyttede han til Roskilde og har boet her siden, kun afbrudt af perioder med job i udlandet. Hans erhvervskarriere har været meget alsidig. Eksempelvis har han været Sekretariatschef hos Jernets Arbejdsgivere og vicedirektør hos Dafolo, en blanket-virksomhed, der skulle digitaliseres. Gennem syv år arbejdede han meget i udlandet, blandt andet Tel Aviv, for virksomheden DanWaste, der indførte moderne affalds-behandling og forbrænding. 2002 blev han direktør for Roskilde-virksomheden CAT. Han er gift for anden gang med Marianne Fruergaard, ansat i komunens kulturforvaltning. Har tre børn fra et tidligere ægteskab, et bonus-barn samt en række børnebørn. Medlem af Roskilde Fondens topledelse og i bestyrelsen for festivalens folkevalgte organisation . Desuden formand for festivalens datterselskab, hvor de fuldtidsmedarbejderne er ansat og dens ejendomme er placeret. CAT Center for Avanceret Teknologi blev oprettet i 1988 af to lokale erhvervsfolk, Rias-stifter K.E. Jacobsen og DA-formanden Benned Hansen. Oprindelig var den tænkt som en ’forsknings-tank’ med sin placering ved siden af RUC Nu ejes CAT af en fond med blandt andet RUC, Risø og Region Sjælland samt tre pengeinstitutter. Opgaven er i dag at foretage investeringer med høj risiko i nye teknologier og firmaer, og sidste år kunne CAT fremvise et pænt overskud.