Fortsæt til indhold

Ung socialdemokrat fortrød - stiller op alligevel

Marianne Bruun Kristiansen vil gerne fortsætte i Varde Byråd efter at kæresten har fået job i byen

Arkiv
Fred Jacobsen

"Jeg har stadig nogle klistermærker fra seneste valg," siger Marianne Bruun Kristiansen, 23-årigt medlem af Varde Byråd for Socialdemokratiet.
Dem får hun muligvis brug for. Hun har nemlig besluttet sig for alligevel at stille op til kommunalvalget den 19. november, selv om hun i foråret meddelte, at det var slut.

Kæreste har fået job

"For det første har jeg fortrudt min beslutningen om ikke at genopstille. For det andet har min kæreste nu fået job i Varde. Det betyder, at nu bliver vi her i Varde," siger Marianne Bruun Kristiansen, der er lige på trapperne til at gøre en uddannelse som socialpædagog færdig.

Sprængte listen

Marianne Bruun Kristiansen overraskede ved byrådsvalget i 2009, da hun med 381 personlige stenmmer sprængte listen og kom ind på tredjepladsen på socialdemokraternes liste fra en sidsteplads. Der sidder i alt fem socialdemokrater i byrådet i Varde.
"Hvorfor skulle det ikke kunne lykkes igen?" spørger den unge, men nu mere erfarne kommunalpolitiker. Hun går ind i en meget kort valgkamp med sloganet "Ung med erfaring".
"Ja, den bliver kort. Men jeg har ryddet kalenderen i alle de kommende weekends frem til valget," forsikrer hun.
Marianne Bruun Kristianen stiller igen op på sidstepladsen hos socialdemokraterne. Ungdoms- og arbejdsmarkedspolitiske emner er hendes mærkesager.

Forkert beslutning

"Da jeg efter vores generalforsamling i foråret besluttede mig for ikke at stille op igen, var det rigtig nok på det tidspunkt. Men siden følte jeg ikke, at det var den rigtige beslutning. Og hen over sommeren faldt en del private ting på plads," forklarer socialdemokraten sin nyeste beslutning.
Marianne Bruun Kristiansen er blandt andet medlem af Udvalget for Kultur og Fritid og Udvalget for Arbejdsmarked og Integration.