Fra volden ind i varmen
Sophies selvtillid skulle bygges op fra bunden, da hun ankom til Kolding Krisecenter. Her lykkedes det at vende selvforagt til optimisme og tro på fremtiden
Sophie er i midten af tyverne. Hun ankom for en måned siden til Kolding Krisecenter med sønnen Mathias på armen. Det er nu syv år siden, hun blev kærester med Mathias' far.
”Han var min virkelighedsflugt. Jeg har altid fået skyld for alt muligt og troet på det, for ofte var det mine forældre, der sparkede til mit selvværd. For en meget kort stund, blev jeg glad for mig selv,” fortæller Sophie.
Kontroltyranni
Flugten ændrede imidlertid ingenting. Efter få uger fortsatte Sophies kæreste blot et mønster med ydmygelser og kontrol.
”Han har altid fået mig til at undskylde for alle mulige ting, som ikke var min skyld. Og jeg sagde aldrig fra, for jeg var jo vant til det fra tidligere. Kontrollen eskalerede til, at jeg til sidst ikke gik i seng med ham, fordi jeg havde lyst. Men hvis jeg ikke gav ham sex, blev han vred, kaldte mig en luder og so, og truede med alt muligt,” fortæller Sophie.
At Mathias kom til verden, ændrede ikke det store.
”Han fralagde sig alt ansvar for vores søn, men når jeg så tog ansvaret fik jeg skæld ud for det. Uanset hvad jeg gjorde, så var det forkert. Han sagde, at jeg aldrig går på kompromis med noget, men jeg er gået på kompromis med mig selv til ugenkendelighed,” fastslår Sophie.
Til gengæld har Mathias gjort en væsentlig ting: havde det ikke været for ham, tror Sophie stadig, at hun var kærester med faderen.
Psykisk terror
Sophies ekskæreste har aldrig slået hende. Han til gengæld flere gange smadret inventaret eller kommet med voldsomme trusler.
”Han har nogle ting, han tumler med, ingen tvivl om det. Kort før vi gik fra hinanden, truede han med at tage sit eget liv ved at smadre bilen mod et træ. Jeg sad højgravid på passagersædet ved siden af. Da jeg gik fra ham skiftevis prøvede han at gøre sig uundværlig og truede mig,” fortæller Sophie.
Skulle bygges op på ny
Sophie endte på Kolding Krisecenter efter både Odense og Vejle krisecenter kunne melde alt optaget.
Hun er utrolig glad for, at hun landede dér.
”Jeg kommer virkelig til at savne dem her, når jeg skal videre. Min kontaktperson har været som den mor, jeg aldrig har haft og hun kan finde ud af at lytte til mig. Hun har fået mig til at vende tingene om og også fået mig til at tro på, at det ikke er min skyld hele tiden,” fortæller Sophie.
Af frygt for ekskæresten er Sophie og Mathias ikke personernes rigtige navne. De rigtige navne er redaktionen bekendt.