CDI holdt velbesøgt valgmøde i Køge
VALG 2013: Alt fra praktikpladser til muligheden for en stormoské i Køge blev vendt, da Center for Dansk og Integration holdt valgmøde på Køge Handelsskole onsdag i denne uge.
Journalist Rasmus Bech, Politiken, var ordstyrer ved mødet, der havde deltagelse af i alt ni kandidater til det kommende kommunalvalg. De var blandt andet enige om, at der kan og skal skaffes flere praktikpladser - blandt andet ved et øget samarbejde mellem jobcentre, uddannelelsesinstitutioner og virksomheder.
Til gengæld ligger en ny stormoske ikke nødvendigvis lige for. På spørgsmålet om, hvorfor der ikke er en stormoské i Køge, lød svaret, at der er religionsfrihed i Danmark, og derfor skal muslimer selv tage initiativ til at bygge en moské. Flere politikere gav dog udtryk for, at hvis man søger om en plads til en moské, så vil Køge Kommune gerne i dialog om det.
Hvert parti fik to minutter til at præsenterer sig ved valgmødet, og de kom blandt meget andet ind på områder som iværksætteri, daginstitutioner, begrebet "nydansker" og beskæftigelse, så debatten kom vidt omkring under det velbesøgte møde.