En halv times mareridt
En godkendt time i Fredericia var ikke nok - HIF spiller hjemme på torsdag mod Hobro
Med en 4-1-4-1 formation, hvor Patrick Lerager, Stefan Hansen, Christoffer Wichmann og Mikkel Knudstrup var den bageste linje, var Thomas Wiil Andersen den ene mand foran dem. Næste linje bestod af Alexander Green, Dia Raofat, Jonas Hebo samt Kristian Bo Andersen. Helt fremme lå Ole Dau. Stefan Sørensen blev testet før kampen, men var ikke klar. Det blev en fornuftig afviklet første halvleg samt et godt kvarter af 2. halvleg, hvor Alexander Green bragte HIF i front, da han var hurtig på den første stolpe og kunne glide Mikkel Knudstrups indlæg i mål. Mikkel Knudstrup havde i første halvleg haft et skud på overliggeren, hvor Fredericia havde haft en friløber, hvor målmand Andreas Larsen igen viste høj klasse. Generelt gjorde HIF det godt i en time og havde forholdsvis godt styr på hjemmeholdet. Herefter begyndte de personlige fejl at indfinde sig, og så blev det for alvor svært. HIF var kommet foran i det 58. minut. I det 62. og 66. udlignede Fredericia og bragte sig foran. Det blev 3-1 i det 82. minut og 4-1 i det 87. Her var HIF blevet minimeret, da indskiftede Mathias Larsen valgte at satse med en alt for voldsom tackling med rødt kort til følge. Nu venter endnu en svær opgave på torsdag kl. 18.30, hvor topholdet Hobro gæster Kæmpernes Arena. Det er højst tvivlsomt, om HIF kan stå den distance. Hvis man ikke har kræfterne og fysikken til de tunge baner og ikke kan minimere personlige fejl, kan man ikke vinde fodboldkampe. Det kan blive virkeligheden for HIF i de sidste kampe af efteråret.ebo