Fortsæt til indhold

Knaldet for spritkørsel med helt nyt kørekort

18-årig esbjergenser kørte spritkørsel efter kun 2 måneder med kørekort

Arkiv
Fred Jacobsen

En 18-årig esbjergenser risikerer at miste sit kun to måneder gamle kørekort, efter at han i aftes blev taget for spirituskørsel på motorvejen ved Esbjerg.
Manden, der nu er sigtet for at have kørt bil i spirituspåvirket tilstand, blev stoppet af en patrulje på motorvejen ved lufthavnen i Esbjerg. Politiets alkometer viste i følge politiet i Esbjerg, at der var grund til patruljens mistanke.
En blodprøve skal senere slå fast, hvor meget spiritus den 18-årige mand så reelt havde i blodet, da han satte sig bag rattet.

Skal starte forfra

Det kan blive en kostbar affære for den unge esbjergenser: Hvis promillen viser sig at være mellem 0,5 og 1,2, risikerer han at få kørselsforbud og at skulle igennem et alko-trafikkursus. Det vil sige, at han stort set skal tage kørekort forfra. Oven i risikerer han tre års betinget frakendelse af beviset.
Hvis promillen er højere end 1,2, så ryger kørekortet i tre år.