Prøv en million-bil
Universe lokker i efterårsferien: Få en tur i lækker luksussportsvogn
En motor behøver ikke at brøle for at være kraftfuld.
Det erfarer man hurtigt, når man sætter sig bag rattet i en Tesla Model S.
Og det kan man gøre frem til fredag i Universe, der lokker med en prøvetur i den el-drevne luksussportsvogn.
"I Universe er vi vilde med ny teknologi, og Tesla'en er næste generation af el-biler, og vi tror på, at el-bilen er kommet for at blive. Samtidigt vil vi gerne begejstre vores publikum, og jeg tror ikke, at man kan prøvekøre en Tesla uden at blive begejstret," fortæller Universes adm. direktør Pia Bech Mathiesen.
I forvejen har Universe tre Nissan Leaf el-biler stående, som gæsterne også kan låne, og det har de gjort i stor stil ifølge Pia Bech Mathiesen.
Men i efterårsferien er der altså mulighed for at prøve en ægte luksussportsvogn.
Tesla Model S Premium har 416 hestekræfter og accelerere fra 0 til 100 km/t på 4,4 sekunder. Testbilen i Universe med masser af ekstraudstyr koster knap en million kroner. Den billigste model koster 563.000 kroner.
"Vi har leveret 42 biler i Danmark indtil videre, og der er flere på vej," fortæller Mikkel Søndergaard fra Tesla Motor.
En af køberne er Danfoss' bestyrelsesformand Jørgen Mads Clausen. Der er cirka 5-6 måneders ventetid på en Tesla, men så bliver den også specialbygget til kunden. På verdensplan kommer Tesla til at levere 21.000 biler i år.
En Tesla kører cirka 500 km på en opladning, og opladningen tager 4-8 timer afhængig af ladeform.
"Vi er i gang med at opbygge et net af superladere langs motorvejene i Europa. Her kan man på en halv time for ladet bilen op til cirka 320 km," fortæller Mikkel Søndergaard.
Udover Tesla'en der kan prøvekøres har Universe endnu en Tesla stående, som man kan nærstudere og sidde i.
Man skal være fyldt 25 år og have gyldigt kørekort for at kunne prøvekøre Tesla'en. Man skal blot henvende sig i informationen på Universe og bestille tid.