Fortsæt til indhold

Fri mig for kvalmende valgflæsk

Arkiv
Peter Kofod Poulsen, By- og regionsrådskandidat (DF), Storegade 77A, Haderslev

Valgkampen til byrådet er nu ved at gå ind i sin afgørende fase. Hvis man lægger mærke til mængden af valgflæsk præsenteret i debatspalterne, er der næsten ingen grænser for, hvad nogen politikere er villige til i den kommende valgperiode – der er i dén grad gået gavebod i debatten! Den ene dag er det gratis buskort til alle – den næste dag noget andet. Finansieringen af valgløfterne er ofte en luftig omgang politikersnak, der ingen ende vil tage.
Kigger man tilbage til 2011, hvor der var folketingsvalg, var der ingen grænser for valgløfterne. Kort efter valget blev manges optimisme og glæde dog vendt til dyb skuffelse og mistillid grundet en lang grædemur af løftebrud begået af regeringen. Der opstod i kølvandet en stor tillidskløft mellem politikere og vælgere.
Denne tillidskløft skader demokratiet. Derfor bør partierne i kommunen lære af regeringens fejl, så man ikke får endnu en tillidskløft i politik. Med dette udgangspunkt bør partierne anerkende, at Haderslev Kommune befinder sig i en presset økonomisk situation, der minimerer mulighederne for store, dyre velfærdsforbedringer. Derfor må der være en rimelighed i, at valgløfter følges op med konkrete finansieringsmuligheder – for ellers er der bare tale om en drømmefabrik.