Fortsæt til indhold

Lissie Kirk gæster Gigtforeningen i Køge

Arkiv
Per Møller

VALG 2013: Gigtforeningen i Køge får tirsdag den 12. november kl. 14.00 besøg af det Socialdemokratiske byrådsmedlem i Køge Byråd og næstformand i Social-og Sundhedsudvalget Lissie Kirk.
- Vi skal bl.a. høre om planerne for det kommende genoptræningscenter i Stationsområdet i Køge Midtby, siger Birthe Bøge fra Gigtforeningen i Køge.
- Vi samler genoptræningsindsatsen til et sted i kommunen, hvor vi i dag har tre genoptræningssteder. Vi har et stort behov for yderligere aflastnings- og genoptræningsboliger, så vore færdigbehandlede borgere ikke skal ligge længere på sygehuset end nødvendigt. Derfor er det planen udover genoptræningscentret at der skal være 30 aflastnings- og genoptræningsboliger, et daghjem med café for alle ældre og kontorer til hjemmeplejen, fortæller Lissie Kirk.
Det at have både genoptræning og aflastningsboliger under samme tag skulle gerne opleves som en mere sammenhængende hjælp og indsats end i dag.
Man skulle gerne opleve, at man hurtigere og mere smidigt får generhvervet mistede færdigheder efter sygehusophold. Det er bedst at kunne selv i hverdagen.
- Det, at vi samler flere funktioner under et tag, synes jeg er meget spændende. Centret skal gerne blive et samlingspunkt, hvor vi gerne skulle kunne tilbyde, at man også kan vedligeholde sin træning. Mange har ikke mod på at gå i fitnesscenter sammen med de yngre. Det er mere trygt at træne i rolige omgivelser. Caféen bliver samlingsstedet, hvor man mødes over en kop kaffe eller en bid mad før eller efter træning og når pårørende besøges i genoptræningsboligerne. Visionerne er der, nu skal vi bare i gang, siger Lissie Kirk.
Mødet finder sted på Ølby Bibliotek, foredragssalen på 1. sal. Indgang ved Ølby Center 55 (Hudplejeklinikken Bellissimo). Elevator forefindes.
Gigtforeningen byder på kaffe, te, frugt og brød herfor en beskeden betaling. Alle er velkomne, såvel medlemmer af Gigtforeningen som ikke medlemmer.
Tilmelding senest samme dag kl. 10.00 til Birthe Bøge tlf. 5666 1821 eller mail birthe-lykke@mail.dk.