Lydhøre for handikappede
Politikere lyttede til ønsker og forslag ved valgmøde på rådhuset
De lokale politikere er meget lydhøre overfor ønsker og forslag fra kommunens handikappede og deres organisationer, som torsdag havde arrangeret valgmøde på rådhuset. Diskussionen blev præget af mange spørgsmål og forholdsvis korte svar uden så meget valgflæsk eller floskler. Derfor var det en politisk proces, som beviste den store rolle handikap-organisationer og deres aktive medlemmer reelt har i kommunen. Anna Bondo Nielsen fra Enhedslisten kritiserede kommunen for, at den som spareøvelse har hjemtaget mange, der tidligere var anbragt på specielle institutioner i de nu nedlagte amter. Hun mente, at det i en række tilfælde havde ført til en urimelig dårlig behandling af disse medborgere, når dem, der træffer disse beslutninger, samtidig har ansvar for økonomien i kommunen. Venstres Evan Lynnerup støttede kommunens overordnede handikap-politik. Han gav dog Enhedslisten lidt ret i kritikken og mente, at det er nødvendig med en bedre vurdering af, hvornår anbragte i special-institutioner bør fortsætte der eller hentes hjem til kommunen.
Umuligt at være uenig
Birgit Pedersen (SF) var lidt selvironisk, da hun sagde, at der fra politiker-panelet sikkert ville komme mange ønsker, som det var umuligt at være uenig i. Men hun roste også organisationerne samt de pårørende for deres store indsats, mens hun lovede at tage deres forslag alvorligt. Fra Dansk Folkeparti mødte Gitte Simoni som erstatning for Merete Dea Larsen, der for tiden er vikar i Folketinget. Simon er lærer og kom for sent, fordi hun først skulle være færdig med sit arbejde i skolen. Hun talte for at prioritere kerne-ydelser til kommunens borgere, også de handikappede, fremfor prestige-projekter. Som et eksempel nævnte hun en større indsats overfor vejenes dårlige trivsel. Den konservative Lars Lindskov forklarede, at han gennem mange år har arbejdet politisk med handikap-området. Her havde han fra både forældre og pårørende mødt krav, der i visse tilfælde kunne skygge for andre, som har større og mere alvorlige problemer. De Radikales nye spidskandidat Ulle Odeh lovede at se alvorligt på de handikappede og deres behov. Hun fremhævede, at det kræver højt kvalificeret personale for at kunne løse disse opgaver tilfredsstillende. Socialformand Morten Gjerskov, der repræsenterede Socialdemokratiet, forklarede, at Roskilde ikke henter borgere hjem fra de specialiserede institutioner for enhver pris. I hvert enkelt tilfælde vurderer kommunen, hvad der er bedst for den anbragte, som tillige med familien har indsigtelsesret imod at blive flyttet. tk