"Jeg vil gerne have medlemmerne inddraget"
Med 158 stemmer fik Peer Larsen fra Varde flest stemmer ved antenneforeningens generalforsamling
Årsagen til at Peer Larsen fra Varde valgte at stille op til valget til Varde Antenneforenings bestyrelse ved generalforsamlingen i tirsdags, skal findes i et uudnyttet potentiale.
"Jeg meldte mig som bestyrelsesmedlem fordi jeg ser et ikke udnyttet potentiale," fortæller han.
"Jeg ser gerne En forening, som måske kan udbyde endnu bedre og billigere produkter til medlemmerne og som kan være klar til fremtidens udforinger," lyder det fra Peer Larsen, som ønsker en åben forening der medinddrager medlemmerne i visionerne for fremtiden på et oplyst grundlag.
"Samtidigt ønsker jeg mig en bestyrelse hvor man kan være uenige og have forskellige holdninger og tilgange til problemstillingerne, men hvor man kan argumentere og samarbejde sig frem til konsensus løsningsforslagene. Jeg mener også, at jeg har nogle kompetencer inden for teknik, samarbejde, konceptudvikling og ledelse, som jeg vil kunne byde ind med," tilføjer han.
For halvandet år siden stoppede Peer Larsen i Forsvaret for at blive Klinikchef i Varde Fysioterapi og Træningscenter.
Fremtiden
Det er ikke nemt at spå om fremtiden indenfor internet og tv. Også for det nyvalgte medlem.
"Det er svært at svare på, hvad der skal gøres anderledes end tidligere. Men jeg vil arbejde for, at der bliver større indsigt i beslutningsgrundlaget. At der bliver arbejdet med strategier for foreningen. Og at alle muligheder bliver udforsket," siger Peer Larsen.
"Jeg er sikker på, at varde antenneforening har en fremtid, men i hvilken form og hvordan, vil jeg gerne vente med at svare på, indtil vi har arbejdet med strategierne. Jeg kan godt forestille mig strategier, der vil pege i forskellige retninger. Jeg har da den holdning nu, at 9000 medlemmer står stærkere i et marked, som bliver mere konkurrencepræget. Men er også klar over at liberaliseringen og den teknologiske udvikling skaber nogle udfordringer som skal imødekommes, for at vi kan holde sammen på foreningen," fortæller han.
Peers eget TV forbrug er redt bredt.
"Jeg foretrækker klart dokumentariske og historiske programmer. Men det er tæt efterfuldt af sport, nyheder og publicservice programmer. Mine børn ville nok også sige at børne- og familieprogrammet fylder en del," lyder det.