"Varde Antenneforening har en stærk forhandlingsposition"
Nyvalgt bestyrelsesmedlem i Varde Antenneforening ser gerne forandringer
Med 151 stemmer strøg Søren Kold ind i Varde Antenneforenings bestyrelse med næstflest stemmer ved tirsdagens generalforsamling.
"Jeg syntes, at der var for mange ubesvarede spørgsmål, hvor det ikke var til at få nogle klare svar. Som medlem, syntes jeg ikke det er acceptabelt. Nogle malede et billede at bestyrelsen bare kunne sælge foreningen. Andre malede et billede af store investeringer i en parallelt fibernet. Derfor begyndte jeg at læse bestyrelsesreferaterne og kunne fornemme en splittet bestyrelse," fortæller Søren kold, som derfor stillede op til valget.
"Det kan jo ikke være gavnligt. Jeg begyndte at undre mig over hvilke strategier der lå for foreningens fremtid, men har ikke kunne finde noget som helst," fortæller han.
Til daglig arbejder Søren Kold med strategi og ledelse i sit eget firma.
"Det er noget som i den grad åbenbart mangler i foreningen. Jeg har speciale i at skabe fælles fodslag og sikre at forandringer bliver gennemført. I den nuværende bestyrelse er der fuld enighed om at foreningens formål er at sikre bedst mulig kvalitet til billigst mulig pris," fortæller Søren kold.
Mere åbenhed
Her udover har Søren Kold en ambition om åbenhed, hvor medlemmerne kan følge og kommentere bestyrelsens arbejde.
"På den måde kan medlemmerne tale med om fakta og holdninger, og dermed have en aktiv indflydelse på foreningens fremtid. En fremtid som er meget svær at spå om. Samtidig har foreningen nået en størrelse, hvor jeg kunne have mistanke om at der måske mangler lidt mere struktur på forretningsgang, så jeg vil også gerne sikre at foreningen får en mere professionelt tilgang til arbejdet," tilføjer Søren Kold, som dog også har roser til foreningens arbejde gennem årene.
"Varde Antenneforening er fornuftigt opbygget gennem mange år af engagerede bestyrelsesmedlemmer. Ud fra de få informationer, der har været tilgængelig, så vurderer jeg, at Foreningen har en stærk forhandlingsposition. Den skal vi ikke bare sælge uden nøje overvejelse. Men kommer der nogle med et bud, så lytter jeg meget gerne og lægger information ud til medlemmerne, så de kan tage stilling. Det er jo ikke bare syv mand der skal sidde og tage sådan en beslutning," siger Søren Kold, der også selv har en holdning til, hvad der skal ses på tv skærmen:
"Jeg ser helst kanaler uden reklamer midt i udsendelserne og så bruger vi meget streaming tjenester hjemme hos os. Børnene ser naturligvis også alle børnekanalerne," slutter han.