Fortsæt til indhold

Ulla Cold udstiller i Galleri Wenneberg

1 års fødselsdagsudstilling fra 1. november

Arkiv
Arkiv

UDSTILLING: Fredag den 1. november er det præcis 1 år siden Galleri Wenneberg, Nørregade 8 B i Køge åbnede døren til galleriet i den gamle hyggelige fiskegård og bød velkommen til første kunst udstilling.
- Året er gået forrygende hurtig og mange udstillinger, kunstnere og gæster har været indenfor. En stor del af de besøgende har været fra lokalområdet, men i sommermånederne kom også turisterne til, særlig fra det svenske, fortæller Sidsel Wenneberg Larsen fra Galleri Wenneberg.
Præcis som det var ønsket har budskabet om det lille galleri spredt sig som små ringe i vand og gæster og kunstnere begynder nu at kende til stedet også udenfor Køge.
Sidsel Wenneberg Larsen er meget glad og taknemmelig for den varme og positive ånd galleriet er blevet mødt med. Mange folk har udtrykt begejstring for at der er en levende udskiftning i galleriet, hvilket betyder at der altid er nyheder, også for stamgæster.
Efter en kulørt sensommer byder den kommende udstilling på akvareller af Ulla Cold.
Ulla Cold er velkendt i Køge for sine sprøde og romantiske akvareller i bløde spiselige nuancer. Der er en fløjlsblød lethed over Ulla Colds pensel, der har en forkærlighed for naturlige motiver.
På et af værkerne ses også små alfer, der samler bær. De er små og lette og træder først tydelig frem ved andet gennemsyn. Ulla Colds særlige talent er mestringen af akvarellens skjolder og skygger, der så fint spiller sammen med motivet.
Mest kendt opgave fra Køge er Ulla Colds portræt af borgmester Maria Stærke.
Fredag den 1. november er der fokus på akvarel og olie, når der indbydes til fernisering mellem kl. 16-19. Kunstneren Ulla Cold vil være til stede mellem kl. 16-17.
Sidsel Wenneberg Larsen har netop været på Bornholm, hvor ideen til Galleri Wenneberg udsprang, og har hjembragt nye skrotværker fra den bornholmske kunstner Evelyn Noval.
Hos Galleri Wenneberg er der også en del nye værker fra huskunstnerne Gitte Vollertsen, Lisbeth Wolff og Sidsel Wenneberg Larsen, som bl.a. indeholder noget med en kvæde, en gaffel og noget garn.
I anledningen af fernisering og fødselsdag serveres kransekage med dansk hyldebærlikør. Udstillingsperioden løber frem til den 26.januar 2014.
pm

Et af Ulla Colds værker.