Merete til Folketinget
Merete Dea Larsen, der er leder for Dansk Folkeparti i Roskilde Byråd og for nylig på et landsmødet også blev valgt til hovedbestyrelsen, skal i en periode nu også repræsentere partiet i Folketinget. Hun afløser Karin Nødgaard, der i en periode deltager ved FN's generalforsamling i New York. Tidligere har Merete på samme måde afløst Pia Kjærsgaard, når hun var på den årlige tur til New York. - Jeg glæder jeg mig, for det er utroligt spændende og lærerigt at deltage i Folketingets arbejde. Her får jeg erfaring og vigtige kontakter, som jeg kan bruge til mit arbejde i Roskilde Byråd, siger Merete Dea Larsen. Vikartjansen bliver ekstra krævende denne gang, idet hun samtidigt skal føre valgkamp som spidskandidat for DF i Roskilde Kommune i forbindelse med kommunalvalget den 19. november. - Jeg er sikker på, at det nok skal gå. Jeg er medlem af DF's hovedbestyrelse, byrådsmedlem, har job og familie, så jeg er vant til at have travlt, smiler Merete Dea Larsen. (Foto: Per Rudkjøbing)