Imerco åbner ny butik i Bryggen
Om en uge er der to Imerco butikker i Vejle
Torsdag den 31. oktober åbner Imerco en ny butik i shoppingcentret Bryggen i Vejle. Butikken breder sig over 365 kvadratmeter og bliver indrettet efter isenkramkædens nyeste koncept med fokus på mærkevarer til køkken og bord samt gaver.
Den nye butik har syv faste medarbejdere, der alle er hentet internt fra andre Imerco butikker. Butikschef Bettina Søgaard Rasmussen kommer fra en stilling som butikschef i Rønde på Djursland og har været i kæden i seks år. De andre medarbejdere kommer fra Kolding og Storcenter Nord i Aarhus.
Butikken i Bryggen bliver lidt større end den nuværende Imerco strøgbutik i Søndergade, der bliver liggende og i øvrigt i disse dage er ved at blive frisket op og gjort mere lys og venlig.
"Der er mange byer i Danmark, hvor vi har flere butikker. Det har vi gode erfaringer med. Kunderne i centret er en type kunder, der typisk kommer i bil, mens kunderne på gågaden er en anden type. Tilgængelighed betyder rigtig meget for os, og nu går vi all-in med to butikker i Vejle," forklarer Imercos salgschef Jan Vestergård.
Supplerer hinanden
Imerco butikken i Bryggen er lidt større end den i Søndergade og har derfor et lidt større udvalg, oplyser salgschefen. Han ser det som en fordel, at der kun er få hundrede meter imellem de to butikker i Vejle.
"De kommer til at arbejde tæt sammen, fordi de ligger så tæt på hinanden. Hvis for eksempel en vare er udsolgt i den ene butik, hvilket ikke kan undgås at ske i den kommende juletid, kan der nemt flyttes varer imellem butikkerne," siger salgschef Jan Vestergård.
Åbningen i Bryggen bliver fejret med køtilbud og et gratis Season ur med konsol fra Erik Bagger til de første 100 kunder.