Røde Kors i Køge deler igen julehjælpepakker ud
JULEHJÆLP: Den lokale afdeling af Dansk Røde Kors har igen i år valgt yderligere øge muligheden for hjælp til julen til de borgere der trænger mest.
Sidste år modtog afdelingen 107 ansøgninger om en julehjælpepakker, og kunne kun lige akkurat imødekomme behovet.
Det er afdelingens klare indtryk, at dette behov fortsat er til stede, og fortsat stigende.
Man har derfor i 2013 sig det mål at kunne uddele ikke under 125 julehjælpepakker til værdigt trængende ansøgere.
Hjælp til arbejdet er afgørende
Arbejdet med at sikre det økonomiske fundament for uddelingen går nu for alvor i gang.
- Det er meget vigtigt for os i arbejdet med at finansiere hjælpepakkerne, at midlerne til disse ikke, i unødigt omfang, bliver taget fra andre af afdelingens projekter for nødlidende i ind- og udland, fortæller aktivitetsleder for Julehjælpen, Helle Røtting til Lørdags-Avisen.
- Vi har derfor fortsat brug for støtte fra det lokale erhvervs og foreningsliv for at kunne løfte opgaven. I denne forbindelse er det vigtigt for os at fremhæve, at uden stor forståelse og velvilje fra sponsorer går det ikke, fortsætter Helle Røtting.
Indtil videre har adskillige virksomheder og foreninger ønsket at støtte projektet, heriblandt Akupunkturklinikken i Slimminge, Aktiv Fritid, Lokal Bolig, HB Køge, KB Mortensen, Zyklus APS, SuperBrugsen Bjæverskov og Lørdags-Avisen.
Trods denne store og flotte tilslutning er Røde Kors i Køge fortsat kun cirka halvvejs mod målet. Røde Kors håber naturligvis på samme store velvilje nu hvor slutspurten sættes ind.
Pakkerne vil indeholde varerne til en normalt god juleaften – d.v.s. middagen alt inklusive, ris a'la mande, vin, sodavand, knas og godter. Ligesom der også vil følge et juletræ med.
- Det er vigtigt for os, at pakkerne indeholder alt til hvad man kan kalde en basisjuleaften, fortæller Helle Røtting.
I perioden fra mandag den 4. til lørdag den 16. november kl. 12.00 kan man hente og udfylde et ansøgningsskema i Røde Kors' lokale genbrugsbutikker i henholdsvis Ølby og Borup.
Kun personligt fremmødte vil blive taget i betragtning. Skemaernes oplysninger vil blive lagt til grund for udvælgelsen af, hvem der kommer i betragtning til at modtage en hjælpepakke.
- Da midlerne er begrænsede, forsøger vi at lægge så objektive kriterier til grund for udvælgelsen som overhovedet muligt, fortæller Helle Røtting.
Køge kommune bistår derfor Røde Kors i at vurdere hvor behovet er størst, således at hjælpen kommer de til gode, der trænger mest.
Alle ansøgere vil efterfølgende få telefonisk besked, og pakkerne bliver uddelt søndag den 15. december fra butikken i Ølby Centret i Køge.
Ønsker man som privat, forening eller virksomhed at støtte aktiviteten, kan man rette henvendelse til Helle Røtting på tlf. 4091 7261.