Fortsæt til indhold

Helhedsplanen gør NemID nemmere

For beboere i Hastrupparken i Køge

Arkiv
Arkiv

WORKSHOPS: I Hastrupparken kan beboere få hjælp til at bruge de offentlige selvbetjeningsløsninger på Internettet. Over seks workshops kan beboerne få vejledning til, hvordan man søger på nettet, sender e-mail og benytter sig af NemID til det offentlige.
Projektet er sat i søen i et samarbejde mellem Boligsocial Fællessekretariat, som administrerer Helhedsplanen og Køgebibliotekerne.
- En del borgere bliver fanget af, at det offentlige flytter flere og flere services over på det digitale område. Har man ikke være vant til at benytte en computer, kan det godt være skræmmende at skulle bruge f.eks. NemId, siger Boligsocial Koordinator i Boligsocial Fællessekretariat, Lotte Frejo Varder
- Derfor har vi valgt sammen med Køge Bibliotekerne at arrangere disse workshops, så vi kan klæde beboerne på til at begå sig i den digitale jungle, fortæller Lotte Frejo Varder.
Det er første gang Helhedsplanen igangsætter et sådan projekt, og efterspørgslen har været overvældende. Til de første workshops har der været fulde huse, og fremmødet var så massivt, at der ligefrem har været problemer med, at netværket ikke kunne håndtere de mange brugere.
- Det er utroligt positivt, at så mange borgere benytter sig af tilbuddet. Jeg har været nødt til at invitere min kollega med til de andre workshops for at kunne hjælpe alle de interesserede, siger Anders Kragh Sørensen, Bibliotekar på Køge Bibliotekerne, som står for at afholde workshoppene.
Workshoppene er støttet med midler fra Køge Kommunes Velfærdsinvesteringspuljen, og oprindeligt var det tiltænkt, at der i alt skulle være seks workshops. På grund af det store behov, som workshoppernes succes vidner om, fortsættes de dog fremover.
Projektet i Hastrupparken fungerer samtidigt som et startskud til samarbejde mellem helhedsplanen og Ølby Bibliotek om at starte deres Nethood netcafé op i Karlemoseparken. Målet er at alle beboerne i Helhedsplanen skal have tilbuddet om at blive klædt på til digitaliseringen, så ingen bliver sejlet agterud.
- Næste skridt er at etablere en netcafé i Karlemoseparken i samarbejde med Ølby Bibliotek. De kører allerede deres Nethood netcafé i Ellemarken med stor succes, og nu vil vi prøve at lægge alle vore kræfter og know-how sammen om at starte Nethood op i Karlemoseparken, fortæller Pia McKee, Tværgående Børne- og ungemedarbejder i Boligsocial Helhedsplan.
Netcaféen i Karlemoseparken forventes at blive indviet omkring årsskiftet. Først skal der etableres et lokale med Internet adgang i Karlemoseparken. Ølby Bibliotek står klar med kompetencer og computere, og inden længe begynder arbejdet med at rekruttere frivillige og promovere netcaféen.
pm