Fortsæt til indhold

Digitale medier styrker læringen i Varde Kommunes dagtilbud

Børnene i Varde Kommunes dagtilbud bliver nu digitale

Arkiv
Kim Schou

Varde Kommune har nemlig søsat et stort uddannelsesforløb, som sikrer, at digitale medier bruges som pædagogiske redskaber i både dagpleje og daginstitutioner.
"Gevinsten er dobbelt, for der er stort potentiale både i forhold til læring og forældreinddragelse," siger Karl Haahr, formand for Udvalget for Børn og Undervisning i Varde Kommune.
Børnebøger, legetøj og tegneredskaber suppleres nu af iPads på hylden i dagplejen. Dermed bliver leg og læring i dagplejen også digital.
"Vi bruger blandt andet iPads til læringsspil, så børnene lærer på en sjov måde. Ved at spille forskellige læringsspil bliver børnenes sprog samt ord, tal og bogstavgenkendelse stimuleret. Børnenes kreativitet udvikles også ved, at de selv er med til at lave spillene. For eksempel laver vi vendespil med billeder af kammeraterne, hvor vi indtaler navne. Vi har stor fokus på, at børnene lærer og er aktive, for dagplejen er ikke en tidsfordrivende parkeringsplads – dagplejen skal også have læringsmæssig værdi," siger Mette Guldager Lyhne, som er leder af Varde Kommunes dagpleje.
Introduktionen af iPads betyder dog ikke, at det er slut med at lege i sandkasser og kigge i bøger for børnene i Varde Kommune.
"Der er tale om både-og og ikke enten-eller. Børnene skal stadig ud at lege, grave i jorden, plukke blomster og klippe-klistre. Det digitale skal understøtte alt det, vi i forvejen gør. Det digitale hjælper os med at lave en mere målrettet pædagogik. Hvis et barn for eksempel har brug for sprogstimulering, så vælger vi en app med fokus på sprogstimulering til dette barn. Hvilken app, vi vælger, afhænger altså af barnet og barnets behov," fortæller Mette Guldager Lyhne.

Forældrene kan følge med

Introduktionen af iPads i dagplejen har to mål. Foruden at være et pædagogisk redskab giver de digitale medier også mulighed for, at forældrene kan følge bedre med i deres børns dagligdag.
"Vi bruger også de digitale medier til at kommunikere mere og bedre med forældrene. Vi tager billeder med iPad'en, når vi er på udflugter, og så laver vi i fællesskab digitale plancher. Billeder og plancher lægger vi online, så forældrene kan se, hvad børnene har brugt deres dag til. En dagplejer optog for eksempel et barns første skridt, hvilket forældrene blev meget glade for," fortæller Mette Guldager Lyhne.
Det særlige ved Varde Kommunes indsats er ikke satsningen på digitale medier men det store fokus på kompetencedelen.
"Det særlige ved vores indsats er et stort fokus på kompetenceudviklingsdelen. Hvor andre måske vælger at opruste mest på udstyr og mindre på kompetenceudvikling, fokuserer vi især på den kulturforandring, der skal til, for at få digitale medier inddraget på linje med andre pædagogiske redskaber. Derfor bruger vi en del midler på uddannelse for alle medarbejdere og færre midler på at købe udstyr," siger Karl Haahr, formand for Udvalget for Børn og Undervisning.

"Der er mange muligheder med en iPad, men det helt centrale er, at børnene lærer på en sjov måde," siger Lone Busch.