Nøgleordet er TILLID
Borgmester Jens Christian Gjesing skriver sin månedtlige klumme "Set fra min stol" i Lokalavisen Budstikken
TILLID er en stærk kraft. Tillid til fremtiden, tillid til sine venner, tillid til træneren, tillid til lægen osv. osv. At have og vise tillid skaber positiv energi, og det er dermed i sig selv en stærk kraft, der kan indvirke og ændre på dagligdag og udvikling.
Når man som jeg i en periode har fået vist den tillid at få lov til at stå i spidsen for sin kommune, bliver man i høj grad opmærksom på betydningen af tillid.
Det gælder i særdeleshed for ledelse. Haderslev Kommune har over 4000 medarbejdere, der alle har ansvar og indgår i relationer med borgere og andre medarbejdere. Tillid til den enkelte medarbejder og hendes eller hans daglige indsats er én af de centrale værdier, som Haderslev Kommune bliver ledet efter. Og det frisætter energi, lyst til at enggagere sig og stor daglig arbejdsglæde.
MISTILLID, kontrol og generel negativ omtale skaber – modsat tillid - en uengageret tilgang til arbejdet. Det er klart, at enhver kan komme til at lave fejl, der skal rettes. Og det er måske netop i disse situationer, at et generelt grundlag af tillid giver det allerbedste fundament for at komme godt videre.
TILLID er også i den politiske verden af meget stor betydning. Både lokalpolitisk og på nationalt plan er de største og vigtigste resultater skabt, når politikere fra flere partier i åben tillid har lagt tanker og ideer sammen til noget, der blev et godt og holdbart kompromis.
Gennem de senere år er der – ikke mindst på Christiansborg – blevet skabt en atmosfære, hvor man med personsager, med spindoktorer, med meget unge angrebslystne politiske ordførere og med politiske drillerier lægger mere og mere gift ud for det konstruktivt samarbejdende folkestyre. Resultatet er politikerlede, og det er stort set kun til glæde for medierne, som også må tage deres del af ansvaret for at skabe og vedligeholde ”historier”.
Men vi oplever det også lokalt, hvor man ind imellem går mere efter ”manden end bolden”, hvor man som fejlfinder kigger mere efter processen end efter resultatet. Personligt vil jeg opleve det positivt, hvis alle politikere kiggede i hinandens politiske arbejdsprogrammer, og på den måde blev inspirerede til fælles gode beslutninger.
Vores repræsentative demokrati bygger i høj grad på TILLID. Ved valgene hvert fjerde år vælger vi nogle, som vi mener, vi kan have tillid til. Men når man følger med i den offentlige debat, kan man næsten få det indtryk, at det er de dummeste og mest utroværdige mennesker, vi vælger til politiske hverv.
Alle, der deltager aktivt i det politiske liv, får af og til stillet spørgsmålet: ”at du gider!”
Vi har alle sammen en vigtig opgave – både politikere, medier og deltagere i den offentlige debat – når det gælder om at fastholde respekten om folkestyret. Og dennne respekt hænger uløseligt sammen med ordet TILLID.