Fortsæt til indhold

Nyt teknisk valgforbund

Arkiv
Arkiv

Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og MPH-Listen indgår teknisk valgforbund i Roskilde
En samlet blok indgår nu teknisk valgforbund forud for kommunalvalget i Roskilde Kommune den 19. november.
Gruppeformand for Dansk Folkeparti i Roskilde Byråd, Merete Dea Larsen, beklager at konservative har valgt at samarbejde med S og SF.
- De har på grund af deres opførsel bekendt kulør, og samarbejder i byrådet med Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet, det indebærer, at en stemme på Det Konservative Folkeparti er en stemme på de to røde partiers politik, siger Merete Dea Larsen.

Svært valg

Venstres gruppeformand i Roskilde Byråd, Bent Jørgensen peger på, at Venstre har måttet træffe et vanskeligt valg, da der oprindeligt var indgået et valgteknisk samarbejde med de konservative, men at manglende samarbejdsvilje hos de konservative om især forløbet omkring budgetforhandlingerne gør, at Venstre har mistet tilliden til partiet, og derfor har ophævet det valgtekniske samarbejde.
Liberal Alliances spidskandidat David Arborg er begejstret for, at det er lykkedes for de borgerlige partier at finde sammen i et valgforbund.
Michael Philip Hansen fra MPH-Listen, siger, at hans parti indgår i valgforbundet for at modvirke stemmespild hos partierne, der står udenfor det nyligt indgåede budgetforlig:
- Hvis mit parti mod forventning ikke bliver repræsenteret i byrådet, så er det min opfattelse, at partierne i valgforbundet bedst repræsenterer vores holdninger og synspunkter, siger Michael Philip Hansen.