Fortælleren Rune T. Kidde er død
Tegneren og fortælleren Rune T. Kidde er holdt op med at finde på sjove og finurlige fortællinger for børn og voksne.
Den 56-årige multikunstneren døde natten til mandag efter længere tids sygdom.
Med tegneserierne Søde Sally Sukkertop og andre ækle eventyr og Den lilla møghætte og pulven fik tegneren det helt store gennembrud.
Og den sidstnævnte nåede han til sin store fornøjelse at få sat op som musical på Holbæk Teater i sidste uge.
Kunstner eller sømand
Da Roskilde Avis talte med kunstneren i hans hjem i Roskilde for et par år siden, fortalte han, at han i som ung overvejede at blive sømand, journalist eller præst.
Men han var dog aldrig rigtigt i tvivl om, at det var kunstnervejen, han skulle tage.
I starten tegnede og skrev han for forskellige aviser, og i 1980 debuterede han med en række korte tegneserier.
I 1990 blev han blind efter, at have lidt af svær diabetes siden barndommen. Dette satte en naturlig stopper for hans karriere som tegner. Han havde ellers tegnet adskillige striber og album.
Til gengæld begyndte han at lægge stemme til eventyrene rundt omkring i Danmark. I Roskilde har han blandt andet optrådt i Sagnlandet Lejre og på biblioteket.
Multikunstner
Han fortsatte med at skrive og få udgivet digte, teaterstykker, bøger og også operaer i samarbejde med Fuzzy.
En af dem var blev bestilt af daværende operachef Kasper Holten.
Undrede man sig over den store produktivitet, forklarede han, at sådan blev det nødt til at være, da det ene projekt gav liv til det andet.
Nu er der blevet helt stille omkring en af Danmarks største fortællere. Men der vil stadig lyde høje grin og stille latter, når læserne nyder hans fortællinger.
ag@roskildeavis.dk