Det hænger ikke sammen
Når Venstre ”bevæger” sig kommer der udgifter. Ifølge deres eget valgprogram, skal den kommunale service give svar, den første hverdag efter en henvendelse til kommunen. Det må give kommunen en udgift? Nogen skal jo foretage henvendelsen. Ikke nok med det, så er deres program fyldt med flere udgifter, lad mig nævne; afklaring på udbygning af landbrugsbedrifter, personlig og proaktiv service, fleksible åbningstider i daginstitutioner, udvikle lærernes kompetencer, nedbringe antallet af sager pr. socialrådgiver, etablere tværfaglige råd, øget tilskud til aftenskoler, øget hjælp til frivillige, tværgående koordineringsteam i plan/miljø osv.
Alt sammen meget gode tiltag, men hvem skal betale. Det virker noget useriøst dels at ønske nulvækst i den offentlige sektor, reducere gælden med 200 millioner, og sænke skatten i kommunen og så samtidigt have en sådan ønskeliste. Tilbage står det meget klart; Venstres valgprogram Bevægelse for Haderslev er og bliver et kampagneslogan, som de ikke selv kan finde finansiering til.