Et privat plejehjem understøtter kvalitetssikring
SF'er Kresten Andersen har et udemærket indlæg i JyskeVestkysten den 11. oktober, hvor han bringer et væsentligt Venstre-emne op: Kan et privat plejehjem være et godt supplement til vores eksisterende plejehjem? Kresten Andersen mener dog ikke at et privat plejehjem kan drives hverken bedre eller billigere end det gøres i Haderslev Kommune i dag. Er det virkelig der vi er havnet? Kan vi simpelthen ikke blive bedre? Sandheden må vel være, at vi altid skal arbejde med at hæve overliggeren. Vi må ikke forfalde til at vi er nået i mål. Vi har en fantastisk stab af medarbejdere I Haderslev Kommunes plejesektor, og det er vores pligt som politikere at lytte og sikre dem optimale betingelser for at kunne yde deres bedste. Også hvis det betyder, at konkurrence udefra kan inspirere til at gøre tingene endnu bedre. For handler det i virkeligheden ikke om at tilbyde vore ældre flere valg? Hvis vi mener noget med at vi er dygtige, kan vi også godt tåle at blive kigget lidt efter i sømmene. Venstre går til valg på at skabe muligheder. At de ældre kan blive i eget hjem, så længe DE ønsker det – og når de ikke ønsker det længere, skal de kunne fravælge eller tilvælge. Det er i virkeligheden den bedste kvalitetssikring. At tvinge ældre til at vælge vores produkt, fordi vi ikke ønsker at udfordre virkeligheden, er ikke værdigt. Vi sætter nemlig borgeren i centrum og ikke systemet. Derfor skal de tilbydes muligheden for et privat plejehjem med en anden profil. Venstre tror på efterspørgslen. Ikke fordi det nødvendigvis er meget bedre. Men fordi man skal kunne vælge forskellige tilbud. På den måde øges både valgfriheden OG serviceniveauet. De ældre har også ret til at være herre i eget hus. Det er i virkeligheden den bedste kvalitetssikring.